Krejbjerg Strand er i dag ren og smuk, og den er del af en afmærket vandre- og cykelsti. Der er bord, bænke og skraldespand. Vores strand er med andre ord en lille natur-/kulturperle. Som ved de fleste strande er der masser at glædes over: udsigt til Mors (morsingboerne vil nok hævde, at det er en herlig strand med den udsigt), frisk luft, himlen og havets konstante ændringer, planter og opskyl – masser at kigge på og studere nærmere.
Krejbjerg strand er inden for de to røde mærker, og “Strandvejen” og Ginnerupvej er røde (klik på billedet for at forstørre)
I dag (2024) er Krejbjerg Strand smuk og velfriseret. Den er blevet en del af skive Kommunes stisystem og dermed åbnet mere op for folk med lyst til at færdes i naturen. Hvis du vil gå hele den afmærkede rute, er den på godt 15 km. Du kan bruge cyklen på en god del af turen, men må nok regne med at trække noget af vejen. Undervejs har du rig lejlighed til at nyde udsigten og landskabet med blandt andet broen over udmundingen af Hjerk Nor, øen/halvøen Hjortholm og på den anden side af sundet Mors. Og der er masser af dejlige fotomotiver.
Er du særligt naturlysten, kan du vælge at gå mere i detaljer, og så kan du bruge mange timer med kamera og lup!
Kom igen og igen på besøg ved Krejbjerg Strand, fra time til time ændrer naturen sig, og nye oplevelser venter!
En tur på Krejbjerg Strand i juni 2009
Den 6. juni 2009 var der lavvande, så vi må have haft østenvind i nogle dage. Ved lavvande bliver området omkring vores lille naturperle, Hjortholm, særligt spændende. Klik på billederne for at forstørre dem.
Der er altid meget spændende at finde ved stranden…
…og efter dage med østenvind åbner kysten for nye oplevelser, når fjordbunden bliver synlig.
I baggrunden ser du Hjortholm – i dag en halvø, som jeg kan gå tørskoet over til.
Vejen til Hjortholm er stenet, så det er ikke rart på bare fødder, selv om jeg fristes til det, når der er højvande, og vandet skjuler bunden.
I dag er der sørme også en sandbanke, der går derud. Sandet flytter sig afhængigt af strømmen, så i morgen har banken måske ændret sig.
Så er jeg ude på Hjortholm, hvor der for øvrigt er fundet mange stenalder-redskaber. En spændende (halv-)ø!
Nu har jeg nydt udsigt, landskab og vandskab, men jeg går ikke på stranden uden at kigge nedad, nogle gange jagter jeg sten og andre ting. I dag er det i høj grad planter. Klik på billederne for at forstørre dem.
Nå, jeg bliver meget hurtigt forstyrret i min plantejagt af et par fjordterner, der tydeligvis ikke er helt tilfredse med min forstyrrelse!
Hybenrosen er jeg sikker på at møde langs stranden. Denne smukke, velduftende rose med de orange kernesunde frugter og frø, der klør, når man får dem ned ad nakken under blusen – et populært våben, da vi var børn. I dag regnes planten for en af de værste invasive planter, vi har.
Bidende stenurt er en typisk sukkulent, dvs en plante med tykke blade, der kan indeholde meget vand, som planten kan gemme til tørre tider. Livet på stranden kan være barsk, og strandsandet holder ikke på meget vand. Derfor er mange strandplanter sukkulenter.
Robinietræ fra UngarnGuldregntræ
De tre næste billeder herunder viser planter fra ærteblomstfamilien. Det er en kæmpe plantefamilie på omkring 20.000 arter verden over. I haven har vi vore dyrkede spiseærter og guldregn som eksempler. I Ungarn vokser vildt et utal af store robinie træer (falsk akacie), som er ret nært beslægtede med guldregn. Alle ærteplanter har bælgfrugter og på rødderne små blærer med kvælstofbakterier, som trækker kvælstof ud af luften og leverer det til ærteplanten mod til gengæld at få sukkersaft. Et ret genialt samarbejde!
Søg på Google for at få meget mere at vide om den interessante storfamilie, ærteblomstfamilien.
Robinie- og guldregntræ minder meget om hinanden, guldregn er dog mørkere end robinie, som er smukt gyldenbrunt. Begge del er særdeles hårdt træ. På Buksager 15 (tidligere Anker og Gitte) stod der indtil for få år siden for øvrigt et stort robinie-træ!
Udstrakt kløver står som plantet i grupper.
Hvidkløver, ligesådan. Den findes både vild og dyrket, og i haven ofte i græsplænen.
Vikke – hvilken ved jeg ikke.
Gåse potentil (rosenfamilien). En udbredt tilpasning til “strandørkenen” er at sende masser af skud med rodskud ud og på den måde brede sig og finde nye/bedre voksesteder.
Den blå stedmoderblomst (violfamilien) har trange kår her, men den er udviklet til at klare sig på fattig jord (her sand), hvor den kan finde lidt læ bag noget strandkvik. Den sørger for at producere mange frø for overleve og har, i den variant, vi finder på stranden, også grenede jordstængler.
Strandkvik (græsfamilien) har meterlange udløbere. Den er “frontkæmper” – eller “first mover” hedder det vist i dag – på stranden. Omkringer tuer af strandkvik opstår tuer af andre mindre robuste strandplanter.
Går vi 50 år tilbage i tiden, var der stadig en del fisk i fjorden, og derfor også flere fritidsfiskere. I juni 2009 sang fiskeriepoken på sidste vers, og Krejbjerg strands sidste fiskerhus havde kendt bedre dage. I dag er alt væk, men vi kan stadig gå på jagt i ruinerne og få en kultur-/natur-oplevelse i mine gamle billeder (klik på billederne for at forstørre dem.):
Blikplader, tjæret træ og tagpap var vist de typiske byggematerialer. Stenene til at holde garnet under vand ligger til højre.
Nyt garn måtte imprægneres med trætjære. Gryden til koge det i havde et godt skaft.
Det gamle ankers sidste opgave har måske været at holde blikpladen på plads?
Et par flydebøjer af flamingo er tilsyneladende så gode som nye.
Båden er ret ny, så lidt fiskeri er der nok stadig basis for her i 2009.
Spillet til at trække båden på land med er blevet arbejdsløs.
Ser det lidt trøstesløs ud? så glæd dig over naturens kræfter, som vinder med tiden. Og naturen har tid nok! Faktisk elsker naturen rod. Det giver nye muligheder for vækster og småkryb. Herunder nogle billeder af livet ved liget af fiskerhuset:
Bemærk, hvordan naturen tager over!
Hvordan de to betonklodser med hul i præcist har været brugt, ved jeg ikke, men som du kan se, finder naturen en vej.
Bittersød natskygge (natskyggefamilien, ligesom kartofler, tomater og tobak). En spinkel buskagtig plante med både lange overjordiske og underjordiske stængler.
Sandkryb (kodriverfamilien – som også primula, kodriver og skovstjerne ). Planten danner puder fra sine mange rodskud, men dens navn er noget misvisende, da den foretrækker lerbund.
Læge-kokleare/skørbugsurt (korsblomstfamilien ligesom kål, radise og karse). Smag på et blad, og du er ikke i tvivl. Det smager kål-agtigt på grund af de seneps-olier, som planterne i den familie indeholder.
Læge-koklearen i en desværre ikke helt skarp udgave. Men du ser tydeligt dens frøstande med de næsten kuglerunde skulper. Og en kulturhistorisk interessant plante: Navnet “skørbugsurt” kommer af, at søfolk, der havde været på havet længe kunne få c-vitaminmangel, og når de så kom i land var de vilde efter urten, der er rig på c-vitaminer.
