Den fjernere fortid

De ni høje i Ginnerup Plantage hed i 1873 ”Nedersallinghøje”. Dengang besøgte lærer H.C. Strandgaard fra Selde højgruppen, der lå på en lyngklædt flade, hvorfra der var en ”skøn og fri udsigt over fjorden.”

Lige præcis hvornår Ginnerup Plantage blev plantet ved jeg ikke, men da Nationalmuseets Hans Kjær fra Nationalmuseet var på herredsrejse i 1910 fandt han højene mellem træer – heden var blevet til nåletræs- plantage. Det må jo betyde, at den skønne udsigt var forsvundet!

Hans Kjær noterede sognevis oplysninger om de enkelte høje, som fik sognebeskrivelsesnumrene (sb.) 17-25.Nye oplysninger om højene tilknyttes stadig dette gamle nummersystem.Af tabellen kan vi se, hvordan forholdene for højene ændrer sig over tid – hvem og hvornår der er gravet eller om højen er blevet restaureret, samt fredningsåret. Sb. 20 er den høj, der normalt går under betegnelsen ”Jættestuen fra Krejbjerg”, og det er om denne resten af beskrivelsen handler.

Der findes ikke én, men hele tre jættestuer i Ginnerup Plantage. De to kan ikke besøges, da de er dækket af hver sin gravhøj. I den tredje høj fører en lille smal åbning ind i en snæver lav gang, der slutter i et smukt stenopbygget gravkammer. Et besøg kræver – lidt mod, et stearinlys eller lommelygte og måske også en fortæller, der tilsammen kan skabe en særlig oplevelse -nemlig at befinde sig under jorden i et gravkammer fra stenalderen. Da kammeret var i brug i stenalderen, lå der skeletter og personlige oldsager på kammergulvet. Nu er der hverken skeletter eller oldsager men kun selve gravkammeret tilbage.

Kammeret er et fem-kantet rum sat af store sten, og mellem stenene findes små sten, der kunne sikre at rummet forblev jordfrit. Kammer og gang var dækket af store sten. Til kammeret er knyttet en lav stensat gang, og mellem kammer og gang ligger en tærskelsten– et dørtrin – her har døren siddet. Døren der skilte de levendes rige fra de dødes. I kammeret og rundt langs højens fod udførtes ceremonier, som vi desværre kun har svage spor efter.

Grundplan af jættestuen

Højen blev første gang restaureret i 1911, da plyndringsgravninger havde ødelagt en del af kammeret. Der findes en udførlig beretning om ”Højplyndrerne” i Rud Kjems´bog om Niels Sørensen, Træhandleren fra Lem.Det var Nationalmuseet der stod for restaureringen og fredningen i 1911, og det er dem vi i dag skal takke, fordi de fik kammeretsat i stand.
I 2009 blev kammeret igen restaureret, denne gang af medarbejdere fra Slots- og Kulturstyrelsen. De fik sat de udskredne sten på plads og gjorde det sikkert igen at kravle ind i kammeret. Ved den lejlighed skiftede gravkammeret betegnelse fra at være en jættestue til at være en stordysse eller polygonaldysse, om man vil. Det skyldes gravkammerets form- en jættestue har et rektangulært kammer og herpå en vinkelret gang.

Dysser, stordysser og jættestuer er stenopførte gravkamre fra Tragtbægerkulturen. Det er måske noget arkæologisk nørderi, men jættestuerne er yngre end stordysserne, som til gengæld er ældre end dysserne! De ældste dysser er fra ca. 3500 f.Kr. mens jættestuerne er fra 3300-3200 f.Kr. Der er altså tale om de ældste bevarede menneskabte konstruktioner i Danmark og dermed også i Skive Kommune.

Der har været “gang i den” i Krejbjerg Sogn i årtusinder. Der er cirka 120 gravhøje, men mange af dem er overpløjet. Mange er synlige, men i dag er de fleste overgroet med træer og buske, så man skal være ret opmærksom for ikke bare at opfatte dem som en del af det naturlig terræn. En enkelt er dog “karseklippet”. Den er måske ikke så charmerende, som de overgroede, men arkæologerne foretrækker det, fordi planternes rodnet ellers kan ødelægge højene.