Limfjordsfiskeriet i 1800-tallet var kraftigt præget af årstallet 1825.
Plante- og dyrelivet i den vestlige del af Limfjorden havde haft ro til at udviklet sig helt tilbage fra 1100-tallet, men en nat i 1825 satte en stormflod gang i ændringer.
Man kan derfor med rette tale om fiskeriet i Limfjorden før og efter 1825.
[ezcol_1third]
[/ezcol_1third] [ezcol_1third]
[/ezcol_1third] [ezcol_1third_end]
[/ezcol_1third_end]
Havet bryder igennem Harboøre Tange
Fra 1100-tallet og frem til 1825 var Limfjorden lukket i vest ud mod Vesterhavet. Vandet i hele den vestlige del af Limfjorden var brakvand. Brakvand kan bedst beskrives som en blanding af ferskvand og saltvand. Saltholdigheden i brakvand svinger mellem 0,5 og 24,7 promille.
[ezcol_1half]
Plante– og dyreliv, der er tilpasset livet enten i ferskvand eller i saltvand får dårlige livsbetingelser i brakvand, hvis de overhovedet kan leve her.
I den vestlige del af Limfjorden— fra Vesterhavet og indtil Løgstør var plante– og dyrelivet præget af, at det var brakvand. I dette område fangede man fisk som ål, aborre, brasen, laks, ørred og helt.
I den østlige del mellem Løgstør og Kattegat var plante– og dyrelivet præget af, at det var saltvand. Her fangede man fisk som ål, laks, torsk, sild, rødspætter, skrubber og fjæsing. Her var bundgarn et almindeligt fiskeredskab.
[/ezcol_1half] [ezcol_1half_end]
[/ezcol_1half_end]
Limfjordsfiskere i 1800-tallet
[ezcol_1half]
Fiskeriet i Limfjorden var stærkt præget af, at fiskeriet en binæring, som landbrugere og husmænd udøvede i fiskesæsonen. Det var typisk de landbrugere og husmænd, som boede ret tæt på fjorden. Med fiskeriet skaffede man føde til eget bord og man supplerende indtægten ved at sælge fisken til andre i området.
Langs kysten i Limfjordsområdet finder man stadig små byer af fiskerhuse. Dog ikke så mange som i 1800-tallet, med de har stadig samme funktion. Her gemte ejeren alle det grej, han skulle bruge til fiskeriet og til vedligeholdelse af grejet. Hvis han selv havde en båd eller havde part i en, lå den trukket op på stranden. Samtidig kunne man også komme i ly i fiskerhuset.
Fiskerhusene var typisk placeret på en strand i nærheden af det sted, hvor man boede og tæt på det sted, hvor man fiskede. Der var egnede forhold til at trække båden op på stranden og med flade arealer, hvor man kunne tjære sine garn.
[/ezcol_1half] [ezcol_1half_end]
[/ezcol_1half_end]
Før åbningen af den vestlige ende af Limfjorden ved Agger, var den vestlige del af Limfjorden et område med brakvand. Man fangede primært fisk som
Efter åbningen af den vestlige ende af Limfjorden i 18.. strømmede saltvand ind fra Vesterhavet.
Det ændrede plante og dyrelivet i fjorden. I overgangsperioden fra brakvandsområde til saltvandsområde gik det meget ud over fiskeriet. Fangsterne var små. Efterhånden som livet i fjorden tilpassede sig det salte vand, kom der nu nye fiskearter. Man fangede nu blandt andet rødspætter. Man kan godt tale om en opgangstid. Endnu flere hentede supplerende føde og supplerende indtægter på fjorden. Nye fiskeredskaber blev udviklet og man så et stadig stigende antal af bådtypen sjægten.
Ny Mølle var stedet hvorfra bønder og husmænd fra Krejbjerg-området fiskede. Fra Krejbjerg by og til Ny Mølle er cirka ½ mil eller 3,5 km.
Man fiskede tæt ved det sted, hvor man boede og i den vestlige del af Limfjorden var fiskeredskaberne fortrinsvis nedgarn og vod.
[ezcol_1half]Nedgarn er et aflangt udstrakt net. Det står lodret i vandet som et stakit. Med lodder for neden og opdriftsmidler for oven på nettet kan man bestemme hvor dybt, det skal stå. Med tunge lodder kan det sættes helt ned på bunden, så det bliver stående samme sted. Med lette lodder kan det flyde mellem markeringsbøjer. Fisken ser ikke garnet, svømmer ind i det og hænger fast. Fiskeri med nedgarn krævede ikke meget. Én mand kunne vade ud og sætte garnet fra kysten eller ro ud og sætte det lidt længere ude.[/ezcol_1half]
[ezcol_1half_end]
[/ezcol_1half_end]
Fiskeri med vod er en simpel fiskemetode, men det krævede flere hænder. Det var et tungt og hårdt arbejde.
[ezcol_1half]
Voddet var tungt og de lange tov, der var bundet i enderne af det, var tunge.
Vod og tovværk sejles ud i en stor bue. Når båden var inde igen, skulle alle på stranden hale det tunge vod ind. Det var hårdt, og det krævede mange hænder, og fangsten var sjældent ret stor.
En videreudvikling af landdragningsvod var pulsvoddet, bøttevoddet og pæle– eller kratvoddet. Til sidst var det snurrevoddet, som tog over.
[/ezcol_1half] [ezcol_1half_end]
[/ezcol_1half_end]