
Jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at fotografere på Hjerl Hede og udstille billeder fra mine besøg derhenne på Museum Krejbjerg.
Jeg har meget lidt materiale om det gamle Krejbjerg (1800’tallet) og især om livet på Krejbjerg Hede. Ud fra gamle kort ser det ud til, at der stort set ingen bebyggelse var på heden her, før i sidste halvdel af 1800’tallet.
I traditionel lokalhistorie fra landet fortælles helt overvejende om de store gårde og deres ejere. På den måde afspejler det danmarkshistorien, som jeg husker den fra skolen. Den drejede sig om konger og magt, og hvad angår hverdagslivet for almindelige mennesker (og dem er der trods alt nok flest af), så stod det med småt i historiebogen, og det kunne vi så selv læse om derhjemme, hvis vi havde lyst!
På de næst mange udstillingsbilleder vil jeg forsøge at fortælle historien, der stod med småt!