Hedekonens håndarbejde var ikke fritidsarbejde. Det var familiens tøjfabrik.
Forfatter: ChatGPT – som svar på mit spørgsmål: “Tøj og tekstiler – hedekonens arbejde med “håndarbejde”. Dagsrytmen, årsrytmen.”
Hedekonens tekstilarbejde omkring 1800
Ordet “håndarbejde” kan næsten blive for hyggeligt. For konen på den lille hedegård var arbejdet med uld, garn og tøj en del af gårdens nødvendige produktion – på linje med madlavning, malkning og brændsel. Tøj skulle ikke blot sys; råmaterialet skulle ofte først renses, kartes, spindes og måske farves, før det overhovedet kunne blive til stof eller strikkegarn. Kilder til 1800-tallet nævner netop kartning, spinding, vævning og strikning blandt kvindernes tilbagevendende arbejde. (KVINFO)
Dagsrytmen – arbejdet i de ledige mellemrum
Tekstilarbejdet måtte indpasses mellem de arbejdsopgaver, der ikke kunne vente.
Tidlig morgen: Først kom malkning, pasning af dyr, ild og mad. Spinderokken var ikke det første, konen satte sig til.
Formiddag: Især om vinteren kunne der efter morgenarbejdet blive tid til at karte uld eller spinde. Det var velegnet arbejde til den årstid, hvor markarbejdet var begrænset. Den historiske oversigt over kvindearbejdet placerer netop kartning, spinding, vævning og strikning blandt vinterens og forårets arbejdsopgaver. (KVINFO)
Midt på dagen: Arbejdet måtte afbrydes, når der skulle laves mad, passes børn, malkes eller ordnes mælk.
Eftermiddag: Hvis dagens øvrige arbejde tillod det, kunne hun igen spinde, karte, strikke eller sy. Små arbejder kunne tages frem i korte pauser. Beretninger om bondekvinders syning fortæller ligefrem, at sytøjet nogle steder blev taget med, så man kunne arbejde videre, når der opstod et ledigt øjeblik. (Greve Museum)
Aften: Aftenen var tekstilarbejdets vigtigste tid. Efter sidste malkning, aftensmad og oprydning kom aftensædet. Her sad kvinder og piger ved lyset fra ildsted, tællelys eller prås og kartede, spandt, strikkede, stoppede og syede. Kilderne betegner ligefrem aftensædet som tid til husflid. (KVINFO)
Det giver derfor et mere realistisk billede at forestille sig spinderokken som en del af stuen om vinteren, ikke som et redskab konen sad ved hele dagen.
Årsrytmen
Forår – tøjproduktionen begynder ude på gården
Vinterens spinding fortsatte, men det udendørs arbejde tog efterhånden over.
Hvis gården dyrkede hør, blev den sået i april-maj. Hørren krævede også lugning, som hele gårdens arbejdskraft kunne deltage i. (Greve Museum)
Der blev desuden repareret arbejdstøj før sommerens hårde arbejde: strømper blev stoppet, slidte bukser og særke lappet, og brugbart stof fra gammelt tøj blev bevaret.
Sommer – håndarbejdet træder i baggrunden
Sommeren var højsæson for markarbejde. Kvinderne deltog blandt andet i hø- og kornhøst samtidig med deres daglige arbejde med dyr, mad og malkning. Derfor må langt mindre tid have været til rådighed for længere tids spinding og andet indendørs tekstilarbejde. (KVINFO)
Til gengæld kom årets nye råmaterialer til.
Fårene blev klippet, og ulden skulle sorteres og senere renses og kartes. Hvis man havde hør, blev den omkring august rykket op med rod – rusket – tørret og senere behandlet videre. (Greve Museum)
Efterår – råmaterialet gøres klar
Efter høsten begyndte arbejdet at flytte indendørs.
Ulden kunne:
sorteres → renses → kartes → spindes → tvindes → haspes → eventuelt farves.
Hør krævede endnu mere arbejde. Efter høsten skulle den blandt andet rødnes, tørres, brydes, skættes og hegles, før de lange fibre overhovedet kunne spindes. (Greve Museum)
Det var altså ikke spinderokken alene, der skabte tøjet. Der lå mange timers forarbejde foran den.
Vinter – den store tekstilsæson
Nu kom årets vigtigste periode for arbejdet med tekstiler.
Når mørket faldt tidligt på, og markarbejdet var mindre omfattende, blev der:
- kartet uld
- spundet uld og hør
- tvundet og haspet garn
- strikket strømper og vanter
- syet skjorter, særke og andet tøj
- stoppet, lappet og omsyet gammelt tøj
- fremstillet og repareret lagner, dynebetræk og andre tekstiler.
Det var ikke nødvendigvis konen alene. Døtre og tjenestepiger var en vigtig del af tekstilproduktionen, og piger lærte arbejdet som en nødvendig færdighed.
Men vævede hedekonen selv?
Her bør vi være lidt forsigtige på Museum Krejbjerg.
Det er fristende at stille både rok og væv ind under “kvindens arbejde”, men praksis varierede meget. Greve Museum beskriver eksempelvis, at gårdens kvinder omkring begyndelsen af 1800-tallet kartede og spandt uld og hør, mens selve vævningen blev overladt til landsbyvæveren. Andre kilder regner derimod vævning blandt kvindernes arbejdsopgaver. (Greve Museum)
Jeg ville derfor ikke uden lokal dokumentation skrive, at hedekonen i Krejbjerg selv vævede familiens stof. Mere sikkert er:
Hun fremstillede garnet. Det færdige garn kunne enten væves hjemme eller afleveres til en væver, hvorefter kvinderne syede familiens tøj af stoffet.
Det samme gælder hør. Hør var almindelig på danske gårde, men dyrkningen var afhængig af jordbund og egn; Greve Museum nævner ligefrem områder i det vestlige Jylland, hvor man måtte købe hør eller hovedsageligt klare sig med uld. (Greve Museum) For en fattig hedegård i Krejbjerg ville jeg derfor gøre ulden til hovedhistorien og lade hør være en vigtig, men mere lokalt betinget del.
Hele året i én bevægelse
Man kan næsten beskrive tekstilåret sådan:
Sommer: fåret giver ulden →
efterår: ulden renses og ordnes →
vinter: der kartes og spindes →
vinter/forår: garnet strikkes eller væves →
hele året: tøjet sys, lappes, stoppes og slides →
og så begynder det hele forfra.