Forestil dig Salling (og Krejbjerg Sogn), hvis der ikke havde været mennesker i Danmark i 10.000 år.
Ingen marker. Ingen gårde. Ingen veje, landsbyer eller kirketårne. Ingen grøfter, dræn eller hegn. Kun naturen, som den selv ville have udviklet sig siden istiden.
Store dele af Salling ville være dækket af løvskov. På de gode jorder ville eg, lind, elm, ask og hassel vokse tæt, mens birk og el ville præge de mere fugtige områder.
Men landskabet ville ikke være én sammenhængende, mørk skov. Det ville være en mosaik.
I lavningerne ville der ligge moser, kær, småsøer og sumpskove. Vandløbene ville slynge sig frit gennem landskabet og jævnligt oversvømme de omkringliggende områder. Væltede træer og bæverdamme ville ændre vandets vej og skabe nye vådområder.
Langs Limfjorden ville kysten være mere rå og uregelmæssig. I bugterne ville der vokse siv og rørskov. Flade områder ville være dækket af strandenge, mens skoven andre steder ville nå helt ud til stejle fjordskrænter.
Store dyr ville sætte deres spor. Elge, hjorte, vildsvin og urokser ville færdes mellem skov og vådområder. De ville æde unge træer, trampe stier og skabe lysninger. Ulve og andre rovdyr ville følge efter.
Salling ville derfor være både skovrigt og åbent, både tørt og vådt. Storme, oversvømmelser, græssende dyr og naturlige brande ville hele tiden forandre landskabet.
Det ville være vanskeligt at færdes her. Mange områder ville være tætte, våde eller ufremkommelige. De lange udsigter over dyrkede marker, som i dag kendetegner Salling, ville næsten være væk.
Det Salling, vi kender, er således ikke blot natur. Det er resultatet af flere tusinde års menneskelig påvirkning.
Mennesker har fældet skovene, drænet jorden, rettet vandløbene ud og gjort landskabet åbent. Markerne, engene, hegnene og vejene fortæller historien om, hvordan natur blev forvandlet til kulturlandskab.
Uden mennesker ville Salling have været en vild halvø af skove, moser, søer og fjordkyster.
Et landskab uden lige linjer.
Og uden Krejbjerg.