Af Evald Tang Kristensen – fra “Hedebogen” udgivet af Hedeselskabet 1909

Evald Tang Kristensen var lærer af uddannelse, men blev Danmarks måske vigtigste folkemindesamler. Han rejste især rundt i Jylland og opsøgte gamle mennesker, som kunne fortælle om folkeviser, sagn, eventyr, overtro, skikke og hverdagsliv. Han skrev fortællingerne ned så tæt på den mundtlige form som muligt. I artiklen her drejer det sig netop om skikke og hverdagsliv på heden i 1800’tallet.

Sæd og Skik for et Par Menneskaldere siden

Af Evald Tang Kristensen

Den store jydske Hede strakte sig forhen mod Nord næsten op til Skive og mod Syd næsten helt ned til Kongeaaen. Den var hist og her opdyrket, og der fandtes ret frugtbare Strækninger, men der var dog som Oaser i det store lyngklædte Land. Naar jeg her vil skildre Hedebondens Liv i vore Bedsteforældres Tid, vil jeg dog paa Forhaand sige, at da Hedebonden ved den Tid levede saa yderst afsondret fra Omverdenen, saa var alt og paa alle Omraader ligefrem stillestaaende, og hvad der da passer for Aar 1800, kan ligesaa godt passe for Aar 1700 og længere tilbage, væsentlig Forandring foregik der ikke i et hundrede Aar eller to.

Som Følge af, at man i Nærheden havde fuldstændig Mangel paa Bygningstømmer, maatte der spares meget paa dette, og det øvrige Materiale skulde saa vidt mulig tages fra selve Egnen. Men til Overdelen skulde der dog skaffes Træ, og dette blev da med megen Besvær hentet enten i Randers eller i Horsens, de to eneste Byer, hvor der den Gang var Tømmerlagere. De gamle Veje fra Heden østerpaa peger afgjort særlig i disse to Retninger. Gamle Folk kan endnu fortælle om deres Forældres Rejser ud efter Træ, og hvordan de overnattede undervejs, samt om, hvordan Træhandlere østerfra drog ud til Markeder i Holstebro, Gjelleruplund og Vorbasse med Hjul, Træsko o. s. v. Meget sjældent forekom Aashuse, jeg har kun set dem i Fjends Herred og i Herning-Egnen. Ydervæggene var tit af stampet Ler med iblandet hakket Lyng, nemlig hvor godt Ler kunde faaes, og de var meget tykke, men ogsaa meget stærke. Skorstenene var ligeledes af stampet Ler og kunde være saa faste, at de næsten ikke var til at brække ned, naar de var sat godt op og godt forsynede med nedslaaede Egepløkker. For at afværge Regns og Frosts uheldige Indflydelse paa Ydervæggene brugte man udvendig at stable Hedetørv op mod Murene i Vindueshøjde. Dette lunede ogsaa betydelig paa stensatte Vægge. En hel Del Smaahytters Vægge var ogsaa opført alene af Græstørv, Søjhuse, kaldtes de, og oven paa disse Mure var lagt noget Pindeværk til Tag, beklædt med lange Græstørv. Men kun de fattigste maatte nøjes med saadanne Beboelser, som de selv opførte.

1. Boligerne

Gulvene i Stuerne var altid af stampet Ler, og dette var ved dagligt Slid og ved den megen Fugt tit meget ujævnt. Særlig galt var det lige inden for Døren til Stuen. Loftet var tit kun lavet af Rafter, som laa paa Bjælkerne, og der oven paa igjen laa Græstørv. At saadanne Lofter var aldeles ubrugelige at gjemme Korn eller andre Ting paa, kan sige sig selv. Kornet blev saa gjemt i Løbe og Kurve, men var der tit meget udsat for at blive fordærvet i Vinterens Løb.

De brændte Mursten, som fandtes i Gaarde og Huse, havde vedkommende selv strøget og brændt i selvlavede Teglovne. Ildebrændselet dertil var ikke vanskeligt at faa, da Hederne næsten altid er rige paa godt Ildebrændsel i Form af Klyne.

Skorstenen naaede tit ikke længere op end til et lille Stykke oven for Bjælkerne, og Røgen maatte selv finde Vej ud af Lyren i Husets Tag. Overtømmeret var da altid meget sodet, men og som Følge deraf mindre brandfarligt. I alle Stuehuse var Indgangsdøren paa søndre Side. Denne var i Smaahusene lige ved Husets østre Gavl, og der var kun én Stue. Bag Forstuen var saa et lille Spisekammer med Dør derind fra Stuen. Naar man traadte ind i selve Stuen, saa man paa den modsatte Væg en Pottekakkelovn eller muret Kakkelovn og paa hver sin Side af den en Dør, den ene ind til et lille Kammer, den anden ud til Kjøkkenet. Men hvor Kammeret ikke fandtes, der var altsaa kun Kjøkkendøren og saa en Seng. I Gaardene var der Storstue paa den anden Side af Gangen, og den var et større Rum, men uden Kakkelovn og uden Møbler, kun et Klædeskab eller en Dragkiste, og i et Hjørne laa gjærne en Dynge hvidt Strøsand, maaske der ogsaa kunde findes en Gjæsteseng. Men den fattige Hedebo havde ellers ikke godt ved at tage imod fremmede, da han kun havde de allernødvendigste Sengklæder. I Smaahusene maatte man i paakommende Tilfælde rede op paa Gulvet, helst ved Kakkelovnen, da det øvrige Gulv gjærne var fugtigt og overspyttet, og saa var der en hæslig Træk fra de ulætte Dørtræer.

Stuen havde langs med Vinduerne en Bænk, uden for denne et umalet Bord og dernæst paa dets anden Side en Skammel. Det øvrige Bohave var en Dragkiste og en Tablet over Kakkelovnen med en Smule Stentøj, samt et Par Stole med Halmsæder. I Kammeret var der foruden Sengen kun en lille Kakkelovn og et Hjørne- eller Hængeskab, samt mellem Seng og Kakkelovn en Pald af Ler, hvor gamle Bedstefader gjærne sad. Dernæst var der maaske en Krogstol. Hvor der i Gaardene skulde være flere Senge, fandtes disse i Stuen og med Døre for til at lukke om Dagen.

Kjøkkenet var i de samme to Fag som Kammeret, men vendte mod Nord, og det var næsten det uhyggeligste Sted i hele Huset. Dels var det meget koldt for Husmoderen at færdes i, da der var stor aaben Skorsten, og Kjøkkendøren (Nørredøren) var utæt, samt ved Siden af forsynet med Hønehul, som Hønsene skulde færdes ud og ind ad, dels brugte de mindste Børn altid Kjøkkenet til deres naturlige Forretninger. Gulvet var stenpikket, og Tørveaske og Lyngbrum flød over det hele. Hver Aften fyldtes Tørvebingen med Hedetørv fra Tørvestakken. I Kjøkkenet var ogsaa en lille Hønserane, som Hønsene sad paa om Natten, men om Dagen færdedes de baade ude og inde, og mange Steder har jeg set Hønsevrøvle i Hovedenden af Sengen, naar denne fandtes i Stuen. I Skorstenen fandtes Arnestenen og et Fyrhul, og bag ved dette Lødgryden, der lugtede slemt, da den altid indeholdt gammel Urin, men ovenover var Sodstangen og maaske en Kjelske til at hænge Gryder paa. Her var ogsaa Kakkelovnsmundingen, som blev stoppet med en stor Tørv, naar der var blevet fyret godt i den, for at holde paa Varmen. Bag ved Kjøkkenet kunde der være et lille Bryggers med en Askegrav, hvor Asken hældtes ud og gjemtes, til Graven blev fuld. Den blev da tømt, hvilket just ikke gav megen Vellugt i Huset, da de større Børn daglig benyttede samme Grav. Saadanne Grave har i Gaardene endog været brugt i min Tid og været meget almindelige. Ind ved Bryggerset kunde ogsaa være et lille Rum til Klyne. Tørvestakken fandtes ufejlbarlig vesten for Huset. Murede eller stensatte Brønde fandtes der saa godt som ingen af paa Heden, men blot gravede Vandhuller, og at Vandet i dem var daarligt, siger sig selv, det kunde i Farve have betænkelig Lighed med tynd Kaffe. Vandstanden i Jorden er som Regel meget højt oppe, saa at et saadant Hul den meste Tid af Aaret kunde holde Vand, men ellers var Gaarde og Huse med Øje for Vandets Nødvendighed i Regelen blevne byggede i Nærheden af Aa- eller Bækløb eller ved Lavninger i Jordsmonnet.

Der er paa den jydske Hede slet ingen Landsbyer i Lighed med dem, der findes i Østjylland. Der er nok Samlinger af Huse og Gaarde, og der er ogsaa mange Stednavne, der ender paa -by, men alting ligger dog meget spredt, enhver har ønsket at bo for sig selv og paa sin egen Lod. En god Type paa en Hede-Landsby findes i Gjellerup Ly i Gjellerup Sogn. Alle Huse og Gaarde ligger i en lang Række langs med en Vej. Den vestligste Gaard hedder naturligvis Vestergaard, og den østligste Østergaard, og saa nær som én ligger de alle nord for Vejen.

Udhusene var yderst tarveligt indrettede. Der var ikke saa faa Tvillinggaarde, og det midterste Hus var da fælles for begge Gaarde.

2. Det daglige Arbejde

En Arbejdsdag i Sommertiden var meget lang, da den allerede begyndte Klokken 3-4 om Morgenen. Manden rejste sig fra sit Leje og tog allerførst sin Lue paa, dernæst et Par Bukser og gik saa i Lag med at kalde paa Folkene. Konen, iklædt Underskjørt og Nattrøje, begyndte paa Morgensyslen med at gjøre Ild paa og faa lavet Davre, dernæst med at malke. Den kogte Mælk blev hældt paa Grødlevningerne fra Aftenen før, og saa blev der kaldt til Davre. Alle kom i en Fart og sad paa deres bestemte Pladser, Manden for Bordenden og Karl og Dreng paa Bænken under Vinduerne, men Kone og Pige staaende omme ved den anden Side af Bordet. Der blev nogle ordentlige Kjøreveje fra Fad til Munde, men de jævnedes til sidst med Trøjeærmet, og saa blev Skeerne tørrede med Hænder og Ærmer og satte op ved Bjælken i Træspolen med Aabninger til dem eller i en Læderrem. Nu gik enhver til sin Gjerning. Ved Middagstid, naar Maden var sat til Livs, smed man sig en kort Stund i Sengen, der var i samme Tilsland, som da man forlod den, det havde jo ingen Nytte været til at rede den om Formiddagen, da den skulde trimles ned alligevel. Stuen blev i Regelen heller ikke fejet uden en Gang imellem, og kun om Søndagen fik man Hænder og Ansigt vasket nogenlunde; Haandklæder brugtes ikke, Mandfolkene tørrede sig paa Vesteryggen, om den blev vaad deraf, kunde den jo tørres igjen paa Kroppen. Kvindfolkene brugte Forklæderne. Heller ikke Kniv og Gaffel brugtes, man tog Sulet med Fingrene og bed deraf. Om Aftenen skyndte man sig, saa snart Grøden var spist, med at komme i Seng. Manden satte Skaadet for Døren, klædte sig af og lagde sig inde ved Væggen i den fælles Ægteseng med Ordet: »Nu i Jøsse Navn« og sov et Øjeblik efter trygt paa sit haarde Leje.

Hedebondens Liv var baade Sommer og Vinter kun Slæb og Slid, men det var han vant til fra Barnsben af, og han tabte ikke Modet for det, han vidste, at han skulde arbejde. Da jeg en Gang spurgte en Mand, der havde en lille Gaard, om han kunde holde det gaaende, svarede han: »Jo, naar vi hænger godt i, men vi skal leve tarveligt.« Endnu tarveligere maa de have levet for hundrede Aar siden. En Mand sagde en Gang til mig: »Vi har kun tre Ting at skulle bruge Penge til, naar undtages Skatter og Afgifter, og det er til Tjære, til Salt og til Træsko.« Alt andet kunde de undvære, eller de avlede det selv. Det var forhen ogsaa fattigt paa Heden. I hele Hoven Sogn var der for hundrede Aar siden kun en halv beslaaet Vogn, tre Stuevisere og en Bilægger af Jærn. Naar Manden med den beslaaede Vogn kjørte til Kjøbstad med Korn, havde han højst tre Tønder paa, mere kunde Vognen ikke bære. Naar Folk skulde pløje, tog de Hjulene af deres Vogne og stilte dem an for Ploven. Harverne var af purrede Egepinde og med Trætænder. Naar Manden tog i Marken for at harve, havde han et Bundt Trætænder med og kunde da slaa en ny Tand i, naar én knækkedes. Alle Gaardens Redskaber var saa vidt mulig af Træ. Der brugtes Trægrebe, og først 1830 kom den første Skovl med Jernblad til Kragelund. Vognhjulene blev om Sommeren smidt i Vand Middag og Aften for ikke at falde fra hinanden. Gamle Folk har ogsaa fortalt, at der var Træstryger paa Plogvene. Paa Lygterne var der slaaet et Stykke Skjold af et slagtet Kreatur i Stedet for Glas. Hammelrebene var af Flæg, og Ølene af Siv. Folk havde endog Trægjorde omkring deres Træsko i Stedet for Krammer.

Hedeegnene har altid været Bindestuernes Hjemegn. Unge og gamle samledes om Vinteraftenerne fra mange spredt liggende Steder lige saa fuldt som fra Smaabyerne paa et bestemt aftalt Sted for at spare Lys og Varme og for at ro hinanden under Arbejdet. Men hvor der var smaa Børn, var man nødt til at blive hjemme. Disse Bindestuer gik saa vidt mulig paa Omgang, og de begyndte i November, naar Karle og Piger var flyttede til deres nye Tjenester, naar Kvæget var bundet ind, og naar Børnene havde faaet noget paa Fødderne. Man kortede Tiden ved at fortælle og synge, og mange havde et svært Forraad af Viser og Æventyr, som de havde lært i deres Barndom af Forældrene. En Pige satte Bindestuen og bestemte, hvem der skulde parres (deraf kommer Navnet Gillekrog). Hun fik alt Strikketøj udleveret, lod en Karl holde Bindehoserne, lod to andre holde Armene langs Kanterne af Bordskiven og begyndte saa at snese, imens Garnnøglerne opførte deres morsomme Dands inde paa Bordet. Hundrede Favne kunde være nok til tre Timer. Gillekrogen sad oppe i Bjælken, og den bar alt Garnet under Bindingen. Der blev nu en vældig Kappestrid mellem de to, der var parrede sammen, om at blive først færdig. Mandfolkene var i Regelen de mest udholdende Bindere, og naar Mundene og Fingrene havde været i Gang til Midnat, var man træt og gik hver til sit. De unge kunde dog en Gang imellem endnu faa sig en lille Svingom, og den sidste Aften om Foraaret skiltes man efter en lille Lystighed. Ved et givet Tegn skyndte enhver sig afsted, og den allersidste, der slap ud, fik saa en Lysestump smidt i Enden og blev for Spot siden kaldt Brandæjst til stor Morskab for de andre. Endnu i vor Tid har man kunnet se Børn gaa med Garnkrogen fæstet i Vesten eller Kjolen oppe under Skulderen, men Binderiet er nu ikke længere almindeligt.

Belysningen ved Aftenarbejde var saa tarvelig som mulig. Kun sjælden brugtes Tællelys, og de var endda meget tynde, for der var næsten ingen Tælle i de magre Hedefaar, der slagtedes, og de gav kun lidt Lysning; som de der stod og blavrede paa Bordet. Som Regel brugtes smaa Tranlamper, der hængte ned fra Loftet, men de osede stærkt og lyste kun lidt. Vinden havde frit Spillerum ind ad Vinduer, Døre og Loft, og Folkene havde megen Møje med at bjærge sig for Kulde om Vinteren, da den lille Bilægger eller Pottekakkelovn kun gav lidt Varme fra sig. For at spare paa Lys og Tran fandt man da paa at tørre de i Moserne opgravede Fyrretræer og kløve dem i lange Skjælde. Disse Pinde tændtes i den ene Ende, og Børnene skulde skiftes til at holde dem for de arbejdende og tænde ny, naar de gamle var brændt ud. Det var en meget kjedelig Bestilling, og der krævedes en yderlig Paapassenhed af Børnene. Endnu bruges slige Lysepinde til at tænde Piber ved, og man ser hele Bundter liggende til Tørre ved Kakkelovnen.

3. Den daglige Føde

Nu om Stunder lever Hedebonden meget af Kartofler, og det er ogsaa en god Føde, da de altid er meget velsmagende, naar de er groede paa Hedejord. Men Kartoflerne er ikke meget gamle her til Lands. I 1809 kom de til Borris og 1813 til Assing, men nogle Aar før til Alheden. Før den Tid levede man af Rugen, som avledes paa de magre Agre, og af Boghveden. Naar denne mislykkedes, var det meget knapt med Føden, hvilket forøvrigt ogsaa gjaldt mange andre Egne. En gammel Mand har fortalt mig, at hans Forældre havde det yderlig armt, skjøndt de sad ved en større Gaard. En Gang havde de ikke Brød i Huset en Maaned og maatte leve af Frø og Underfejning, der maledes paa en Haandkværn og saa lavedes i flade Kager, der bagtes paa Ildklemmen over Ilden og spistes til en Skefuld Kaal, kogt paa Kaalblade og Vand. I mange Smaasteder slagtede man kun en lille Gris til Julen og maatte da tære paa dette Sul hele Aaret rundt. Den var bleven sultefødet, indtil der blev indhøstet, og saa begyndte man at give paa den. Et Par smaa Hedefaar var maaske ogsaa vankede i Saltkarret, men de var ogsaa magre. Der blev da kun smaa Stykker Flæsk eller Kjød ad Gangen til hver af Husets Folk. Øl bryggedes meget paa Pors og havde en særegen ram Smag. Kun sjældent fik man lavet Mad, saadan kaldtes Suppe, Kaal og Ærter, men Mælkemad var den daglige Kost, og det kneb dog tit med at faa Mælken til at slaa til. Den sattes efter Malkningen op paa Hylder under Loftet i sorte Lerfade, de saakaldte Sætter, og en saadan Hylde kaldtes altid Hyldbordet. Den findes mange Steder endnu, men bruges nu blot til at henputte forskjellige Smaating paa. Flødebøtten var ogsaa af Ler og stod paa en Bænk ved Nedre-Bordende. Da Fløden var fuld af Støv, var Smørret, der lavedes, just ikke appetitligt. Af andet Karmon havde man sorte Pander og Kovser, men næsten aldrig Jærngryder, desuden Træfade og Trætallerkener, som altsammen kjøbtes paa Markederne. Svinene stod mange Steder i en Jordhytte ved Husenden, og deres Trug var i Forstuen, hvor de uhindrede kunde gaa til det. Hønsene fik ingen anden Føde end den, de selv kunde bjærge, og Ægudbyttet var da ikke stort. Hos Fattigfolk var det meget Skik at bage en Skoldkage i den varme Aske. Naar Manden kom hjem fra Arbejde om Aftenen, og Konen, der havde været ude at tigge, endnu ikke var kommen hjem, kunde han gaa hen og rage op i Asken. Lam og Smaagrise havde Smaafolk tit i en Bøvl under Kakkelovnen saa længe, til de blev saa gamle, at de kunde taale Kulden ude. Brødet var ikke godt, skjøndt Kornet i sig selv ikke bar Skyld for dette. Men Behandlingen var daarlig. Først var der dette, at Rugen ofte tog Skade ved at gjemmes paa et meget utæt Loft under utæt Lyngtag eller stod i Halmløbe eller laa i en eller anden Kove. Saa var Brødet ogsaa altid for surt. Det dejnedes om Eftermiddagen, henstod saa en Dag over og bagtes først Tredjedagen. Som sagt, Kornet var godt, naar det bjærgedes godt, og det var altid godt modent. Det holdt Hedebonden af; for os nulevende vilde det synes alt for modent. Han brugte den gamle Skik at prøve med sin Lue, som han slog ind i Rugen, inden den høstedes. Kunde der ikke falde mer end to Kjærner i Huen, høstede han den ikke, om Kornet end var hængmodent og var ved at gaa i Jorden igjen. Men faldt der tre Kjærner i, var det tjenligt.

At Kaffe og The var ukjendt kan sige sig selv. Brændevin brændte man selv, men der nødes ikke meget deraf. Dog skulde hver have sin Dram, baade Karlen og Drengen med. Der var dog ikke megen Drikfældighed, og man havde hverken Tid eller Raad til at sidde ved Brændevinsflasken og sludre med andre gode Venner, undtagen der da kunde komme Handelsfolk i Gaarde, for da opvartedes der med det bedste, som Huset formaaede.

4. Gang- og Sengklæder

Hjemmegjort Tøj brugtes af alle, baade store og smaa, endog Kvinderne gik i Vadmelsskjørter, der altid var meget svære og godt kunde staa ene, hvis man satte dem paa Gulvet. De var sort- og hvidstribede og gik helt op til Armhulerne. Saa havde Kvinderne et stribet Bul om Livet og underneden et broget Korsklæde samt røde Bindærmer. Om Sommeren gik de med Stunthoser ligesom Mændene, men om Vinteren med sorte Hoser eller engelblaa til Stads. Naar de gik til Gilde eller til Alters, havde de Hoser og Træsko i et Klæde under Armen, for at disse ikke skulde blive snavsede under Vejs. Træskoene var nemlig hvidskurede. Paa Hovedet havde de baade til daglig og til hellig et Klæde bundet under Hagen, men en Tid var det dog Skik, at de til Stads gik med høje sorte Filthatte, der var meget bredere i Pullen end nede ved Hovedet, og lignede meget vore gammeldags høje Mandfolkehatte. Mændenes Klæder var i Regelen ufarvede, i al Fald til daglig, men Stadsklæderne kunde være brune, farvede med Egebark af Egepurlet, som voksede hist og her. Hoserne var hvide og lange, men om Sommeren var de uden Fødder, de saakaldte Stunthoser, der med en lang Spids gik hen til den anden Taa og her var fæstet med en Strop. Bukserne gik foroven ikke længere end til Hofterne og var her fæstede til et Bælte med tre Knapper, som sad omkring Maven, og uden over dette bares den lange Vadmelsvest, samt til Stads en Kofte. Paa Hovedet havde de en strikket, stribet Lue.

Hedefaarene gav Stoffet baade til Klæder og Lagener, samt til Skjorter. Linned var da næsten ukjendt, og naar man gik i Seng, trak man Skjorte og Særk af og lagde paa Stolen ved Sengen. De uldne Lagener, som kaldtes Hylsklæder, brugtes overalt og bruges for Resten endnu. De var varme at krybe i, naar man en Vinteraften var bleven yderlig kold og saa kom til at ligge op ad en daarlig, klam Ydrevæg. Der skulde jo ogsaa spares paa Vask, og Snavset faldt ikke nær saa godt i Øjnene paa det uldne. Sengklæderne var yderst tarvelige. Mange Puder og Dyner var stoppede med Kjæruld, som Børnene havde samlet i Moserne, eller ogsaa havde man Havreavner i dem. Man havde ikke Raad til at kjøbe Fjer og holdt ikke Fjerkræ nok til sit eget Behov. Mangen Gang bestod Sengetøjet i Smaahusene kun af usle Pjalter, og det er næsten ubegribeligt for Nutidsmennesker at forstaa, hvordan disse Folk kunde bjærge sig for Kulde de lange Vinternætter. Ikke saa sjælden fandtes Børnenes Leje oven over Forældrenes, altsaa lige under Loftet, som i andet Stokværk, men det var naturligvis kun de større Børn, som laa der, og hvor Pladsen var meget indskrænket, samt Børneantallet stort. Jeg har nogle enkelte Gange set saadanne Børnelejer. Sengefjælene gik helt til Gulvet, saa der ingen Sengebund var, og det indre Rum var da fyldt med Lyng, som kunde være et bekvemt Bo for Snoge, og disse snoede sig tit ud og aad Davre med Smaabørnene. Man har ogsaa hørt meget om, hvordan Manden ved at rydde den gamle Lyng ud, fandt Masser af store og smaa Snoge, og om, hvordan gamle Folk kunde beklage sig over, at de ikke kunde faa Nattero for disse Dyr.

Mange Steder var der ogsaa Vraasenge i Udskud, byggede til Stuehusets nordre Side. Dem har jeg set i Fjends Herred.

5. Dialekten

Overalt paa Heden tales det vestjyske Maal. Ligesom Heden selv er Sproget meget ensartet, uagtet det strækker sig over mange Herreder, og uagtet der er meget betydelige Vandløb, som i gammel Tid udgjorde større Maalgrændser. I Østjylland er Folkenes Tale meget mere uensartet. Skjern Aa med sin store Vandmasse har dog gjort et betydeligt Skjel, og Karup Aa ligeledes. Enkelte Exempler kan belyse dette. I Sønder-Felding siges: Hon tu æ Tærrmer i hende Furkle å lejev nejer ad æ Awwerbak, te æ Skywt di flöw åp öwwer hende Knæer. I Hoven siges: Hon tåw æ Tarrmer i hend Fårkle å ræænd nejer ad æ Aggerbank, te æ Skjøt di flow åp öwwer hend Knææbejen. Nord for Skjern Aa siges: Han fejeld å slu hans Nejes, ræt te æ Blowe de lejev å en; Syd for siges: Han føeld å slåw hans Nejes, ræt te æ Blo de lejev å en. Øst for Karup Aa og Syd for Storaaen siges: Go Måån, mi bette Båen, wå Præjst kommer riend o hans Hæjst; men Vest for Karup Aa og Nord for Storaaen siges: Go Måår, mi bette Bår, wå Præst kommer riend o hans Hæst. Det bløde d udtales i Herning-Egnen med en særegen, lidt rivende Lyd, der ligner r og i ældre Tid har været udtalt endnu mere haardt. Baade i Lysgaard Herred og helt vester paa bliver det til rent r. Altsaa siges: Dænd stower hwiir Stuer står nowren omm o æ Mørring. Møer æ Stuer, hældes lövver en i Bløør. De lukkede Selvlyde u og i udtales paa Heden snarere som o og e i saadanne Ord, hvor Østjyden bestemt fastholder u og i, altsaa siges ikke Ski (Ske) men Skeje, ikke hue (hvor) men hower. Deraf Talemaaden: Østjyden spørger: Huer er du fræ? og Vestjyden svarer: Hower ær do, å hower vel do, å hower skal do, saa de hejele blywwer te jænne Horreri mæ dæ. Man træffer endnu mange gamle Dialektord paa Heden, som ikke bruges andensteds.

6. Ægteskab og Børn

Medens Østerboerne som Regel giftede sig med kjendte, ja, endog beslægtede og næsten altid holdt sig til deres egen By eller Nabobyerne, naar de valgte eller lod deres Forældre vælge dem, som de skulde leve Livet med, og en Byes Indbyggere saaledes i Længden blev saa beslægtede, at det hele kom til at hænge sammen som Ærtehalm, har Hedeboen for det meste baaret sig helt anderledes ad. Han har som ung gjærne været en Del omkring, dels til Markeder og dels ude paa anden Handel, ja, mange har endog været ovre paa Øerne, derfor kunde et Ægtepar tit være fra meget forskjellige Egne. Her som andensteds kunde der nok være nogen Beregning med i Spillet, men dog ikke i nogen særlig Grad. Der saaes mere paa Dygtighed end paa Penge, og paa, at man kom i Slægt med gode Folk. Mand og Kone hjalp hinanden trolig i Arbejdet, og det var helt almindeligt, ja hørte til Regelen, at Konen kjørte Harven, mens Manden saaede, at hun læssede Gjødning, mens han kjørte ud, at hun stod paa Loen med ham og tarsk, og ingen anden end Kvinderne gav sig af med at rense Kornet. Da Kvinden havde saa meget Udarbejde, er det let forstaaeligt, at det inden Døre maatte komme til at skorte en Del paa Hyggelighed og Renlighed; hun kunde ikke være alle Steder og havde da saa godt som intet at hygge op med. Men man kunde alligevel befinde sig vel under et Besøg hos de jævne, godhjærtede Folk der ude og føre fornøjelige Samtaler med dem.

Sædelighedsforholdene paa Heden var bedre end noget andet Sted, og uægte Børn var der ikke mange af. I saa Henseende stod de højt over Østerboerne. Hedeboen blev aldrig saa fortrykt eller fik saadant et Trrællesind som Folk fra de Egne, hvor der var mange Herregaarde og meget Hoveri. Der var noget vist selvstændigt over ham, hvilket ogsaa viste sig i Børneundervisningen. Man gav sig meget af med sine Børn og vilde helst undervise dem hjemme. Det offentlige Skolevæsen havde da ikke nogen høj Stjerne der ude. Mærkeligt nok havde der fra gammel Tid været Dygtighed i de almindelige Skolekundskaber, og mange Folk der ude forstod at føre Pennen ordentlig og havde Færdighed i Læsning og Regning. Børnenes Begreber vaktes tidlig og godt ved Hjemmeundervisningen og ved, at de hørte saa mange gamle Historier og Viser. Den megen Fortællen om Vinteraftenen var i særlig Grad udviklende, og mangen Moder har om Aftenen ved Bindepindene sat sine Børn formelige Lektier for i de Historier, hun kunde, saa at de den næste Aften skulde gjenfortælle dem eller synge de og de Vers, hun havde sunget dem for. Dette udviklede baade Forstand og Hukommelse, og gav Fantasien udmærket Næring. Der maatte blive dygtige Mennesker ud af dette, og Følgen har ogsaa øjensynlig været, at Hedens Folk i vor Tid har kunnet følge saa udmærket med, uagtet Samfærdselsforholdene har været saa daarlige og lidet tidssvarende som vel mulig lige til vore Dage. Ingen Egn har i saa Henseende været saa stifmoderlig behandlet som Heden.

7. Livet uden Døre

Hedebondens Liv er anlagt paa at spare, og derfor er han ogsaa god til at handle. Ved Handelen skulde Indtægterne bringes til Veje. Der handledes mest med Stude, og kunde der tages fra paa dem, var alt i sin gode Orden. Man kjøbte smaa, magre Stude paa Markederne, saa smaa som mulig, naar blot de kunde gaa i Tøjet og udrette en Smule Arbejde, havde dem saa et Aars Tid og solgte dem til noget højere Pris. De Penge, der da toges fra, var til Udgifterne. Det er ikke noget tomt Ord, naar man har sagt, at en Vestjyde kunde sidde og samle Penge paa en Kampesten. Allerede som ung fik han Begreb om, at Penge kan jævne meget, og han fik at vide, at Penge kunde opveje simple Huse og fattigt udstyrede Boliger.

Hedeboen var som sagt selvstændig anlagt, og det kunde ikke være andet. Enhver maatte passe sig selv, han havde langt til Naboer og langt til fremmed Hjælp. Lægen brugtes aldrig. Han boede kun i Kjøbstaden, og dertil kunde være en 6-8 Mil. Man levede og døde næsten uden at vide, at der var Læge til. Hvis man blev syg, maatte man se at hjælpe sig med nogle faa Husraad og for Resten finde sig i sin Skjæbne. Præsten var den eneste studerede Mand, man kjendte lidt til, og ham havte man heller ikke meget med at gjøre, da man i Regelen boede langt fra ham. Han blev dog betraglet med en vis Ærbødighed og ansaaes for Sognets Fader. Men hans Fejl kunde man dog sige ham i al Uskrømtethed uden at bekymre sig om, enten han blev vred eller mild. Der var jo noget trohjærtet og ligefremt over disse Naturmennesker. De var meget religiøst anlagte, og derfor kunde man se og ser da endnu om Søndagen de meget spredt liggende Kirker aldeles fulde af Kirkegjængere, der endog i meget daarligt Vejr kom strømmende dertil langvejs fra. Mange havde over en Mil at gaa, men en saadan Vejlængde regnedes for intet. Der findes heller ikke endnu nogen Steder paa Landet saa god Kirkegang som paa Jyllands Hede. Det meget ensomme Liv gjorde Tankerne indadvendte og fremkaldte mange Særsyn, som af Kjøbstadfolk og nydelseslystne Mennesker ikke kan forklares.

Der var mange Kvinder, som maaske kun én Gang i deres Liv havde været i en Kjøbstad og aldeles ingen Forstand havde paa Kjøbstadliv. Men de længtes heller ikke efter at lære det at kjende. De fra Sønderjylland hjemvendende Kvægdrivere og de Ungkarle, der drog ud paa Uldtøjshandel eller som Kræmmere, havde meget at fortælle, naar de kom hjem, og det tilfredsstillede Nyhedsbegjæret, og gav Folk derhjemme et Begreb om den store Verden uden for. Ingen tog Del i det offentlige Liv, og til ukjendte Folk sagde man altid du. Luen eller Kaskjetten kom ikke af Hovedet uden en Gang imellem ved Bordet og i Sengen, men det var just ikke Bevis paa, at man ikke vilde vise nogen Høflighed.

8. Gilde og Fest

Det mest ejennommelige i Hedeegnene var og er endnu deres Blusbrænding. Denne fandt Sted enten Voldborg Aften eller Pintseaften eller St.-Hans Aften, og det er en meget gammel Skik, der dog i vor Tid har tabt sig meget. Syd for Vejle Aa brændtes kun St.-Hans, men Nord for kun Voldborg. Grændsen for Voldborg og Pintse var paa en længere Strækning Karup Aa. Men i de vestlige Hedesogne var det St.-Hans, saa at Pintse ligesom dannede et Midterparti et langt Stykke mod Syd, der afgrændsede St.-Hans fra Voldborg.

Flere Steder havde de unge Pintseboder, og i Udmarkerne er der endnu flere Steder kjendelige Spor deraf, saaledes i Brande, Grindsted og Ølgod. De unge gik en Tid i Forvejen omkring og tiggede Fødevarer dertil. De havde en Pintsebrud og brudgom, der holdt Bryllup. Efter Spisningen blev der danset paa Pladsen, og Lystigheden hørte først op tredje Pintsedag. Vest for Sandfeldbjærg er der endnu en halv Snes Pintseboder at se.

Der holdtes ogsaa Kartegilder. Pigerne samledes paa bestemte Steder, hvor det ønskedes, og kartede for Værtinden en hel Eftermiddag, samt havde Lystighed om Aftenen, hvortil da de unge Karle var indbudte.

Ved Bryllupperne, der for Resten ikke havde nogen Særegenhed, blev Gjæsterne flere Steder opvartede med et Stykke tør Kage, saa snart de kom, og dette puttedes i Lommen og blev paa Vejen til Kirken smidt ud af Vognene til fattige Børn, der stod ved Vejen og saa paa Følget. Flere Steder var det Skik, at en Pige, naar hun blev gift, skar sit Haar af. Meningen var, at hun nu ikke for Fremtiden havde Tid til at rede sit lange Haar. En Præst bad en Gang Brudgommen om at lade hans Brud beholde sit kjønne Haar, og dertil svarede han: »Ja, naar Faaer ønsker det, skal det ske.« Præsten har selv som gammel Mand fortalt mig det.

I den sydligere Del af Heden har det været meget brugeligt med Konegilde, der holdtes i Barselstuen. Der blev af disse Koner øvet mange Spilopper, som de gamle ved meget at fortælle om. De drak nemlig saa meget, at de blev overstadig lystige, trak Bukserne af Mandfolk, som de mødte, kjørte Vogne ud paa Marken, stoppede Skorstene o. s. v.

Naar en Kone holdt sin Kirkegang, var der altid en Mængde Koner med hende oppe at ofre, og jo flere der var, jo mere anset var hun.

Naar Enker var i Kirke første Søndag efter Jordefærden, satte de sig i den øverste Stol og rejste sig ikke, naar Velsignelsen blev lyst.

Naar et Lig blev lagt paa Straa, blev der bundet Uldgarn om dets to store Tæer, der altsaa blev bundne sammen, og saa blev der lagt en Skilling paa hvert Øje og en Salmebog under Hagen. Dette var altsaa meget vigtigt. Mange Steder ringedes der med Kirkeklokken, saa snart en Grav var kastet, andre Steder skete dette, saa snart én var død. Der ringedes én Gang for et Barn, to Gange for en voksen og tre for et gammelt Menneske. Saa vidste Sognet Besked. Lighalmen brændtes ude paa Markken. Enkelte fattige blev begravet i Løbkister. Præsten i Ørum fortæller stadig i Kirkebogen, hvem der saaledes blev begravet. Det var jo smaat med Træ, og Trækister var dyre, men Halmkister billige og kunde laves af mange.

9. Kjæltringerne

Disse var uadskillelige fra Heden. Særlig havde de deres Tilhold i Estvad og Dejbjerg, i Rind og Herning, men strejfede jo idelig omkring i andre Egne. Endnu er der Efterkommere af dem, men de har bosat sig og har giftet sig sammen med andre bosiddende Folk, saa de har tabt deres Særpræg. Det har altid forekommet mig mærkeligt, at de kunde være saa skikkelige, uagtet de altid betragtedes som Udskud og fik en ussel Behandling af Myndighederne, ja, blev smækkede ind i Viborghuset for et godt Ord, og i det hele døjede voldsomt for at bjærge Livet. Man husker paa Rakkerstolene i mange Kirker, og hvor vanskeligt det var at faa Faddere ved et Rakkerbarns Daab. Fremdeles f. Ex. Maaden i Ørum Kro, der hængte over Døren, og som ingen anden vilde drikke af, da dette Drikkebæger var foragtet og kun blev brugt af Kjæltringerne. Deres Hytter var lavede af Lyngtørv og Smaapinde, og der var inde i dem ikke det mindste Bohave, der var værd at samle op paa en Vej, store Kampesten laa der til at sidde paa i Stedet for Stole, og kun et eneste lille Vindue lyste en Smule op der inde. Jeg har kjendt og talt med adskillige, der i lige Linie nedstammede fra Rakkerne, og jeg har været inde i flere af Hytterne og har selv siddet paa en saadan Sten.

Naar Omløberne kom til et enligt Sted og bad om Nattely, blev der baade indført Halm og samlet nogle Klude og Sække til, og saa laa de der paa under Bordet, efter at de havde tilberedt deres Aftensmad af, hvad de om Dagen havde tigget sammen. Men det var kun visse Steder, de saadan kunde faa Plads; ikke ret mange vilde have noget med dem at gjøre. Om Rakkerne har St. Blicher jo skrevet meget, og i min Bog »Det jyske Almueliv« findes fortalt en Mængde Træk om dem. Jeg finder det da unødvendigt at fortælle mere om dem her.

Heden er nu vidt forskjellig fra, hvad den forhen har været, saa meget af, hvad jeg har fortalt, blot hører Fortiden til. Mange Strækninger er opdyrkede, og Kulturen har holdt sit Indtog. Hedens Folk er i mange Ting næsten mere fremmelige end Folkene i de fra ældre Tid kultiverede Egne. De er Fremskridtsmænd og arbejder ihærdigt paa at gøre sig Jorden underdanig. Det vil sikkert ogsaa lykkes dem, da de er Efterkommere af driftige og nøjsomme Folk. Det store Hammerum Herred kan nu ikke længere kaldes Jammerfuld Herred, og Skarrild kan ikke længer betegnes som Menneskets sidste Tilstand.

Ordforklaringer (sidetallene er fra bogen)

• S. 32 Klyne: Skudtørv (i Modsætning til Tørv Hedetørv).
• S. 33 Pald: en stor Lerklump ved Siden af Kakkelovnen, indrettet til at sidde paa.
• S. 37 Ø1: Læderrem.
• Flæg: en Slags Siv.
• S. 37 Gille: bejle, deraf Gillekrog: Bejlekrog, da de to, der under Bindingen var parrede sammen, ligesom under Arbejdet skulde bejle ad hinanden.
• S. 38 Æjst: gammel Form for Rumpe (Skriftsprogets Ast).
• Side 40 Kovse: Lerkrukke med Ører og Hank.
• S. 41: engelblaa: indigoblaa.

Billedoversigt

1. Hus med Kampestenssæder inde i Stuen (Fot. P. Olsen, Hadsten)
2. Gammel Kone udenfor sit Hus i Ejstrup
3. Strikkende Kone fra Hodsager (Fot. P. Olsen, Hadsten)
4. Strikkende Mand fra Gjellerup (Fot. P. Olsen, Hadsten

Herunder kan du læse artiklen i en forkortet og lettere tilgængelig udgave:

Skikke og sædvaner for et par menneskealdre siden

Af Evald Tang Kristensen – bearbejdet til børn

For ikke så længe siden var store dele af Jylland dækket af hede. Heden strakte sig mod nord næsten til Skive og mod syd næsten til Kongeåen. Her voksede mest lyng, og kun enkelte steder var jorden god nok til at dyrke.

I denne artikel fortæller Evald Tang Kristensen om livet på heden på sine bedsteforældres tid. Dengang gik udviklingen meget langsomt. Det, der var almindeligt omkring år 1800, kunne derfor også være almindeligt hundrede år tidligere.

1. Boligerne

På heden var der ikke meget træ. Derfor byggede man så meget som muligt af de materialer, man kunne finde i området. Træ til tag og andre dele af husene måtte hentes langt væk, blandt andet i Randers og Horsens.

Mange huse havde meget tykke vægge af stampet ler blandet med hakket lyng. Nogle fattige familier boede i små hytter, hvor væggene var lavet af græstørv. Taget kunne også være dækket med tørv.

Gulvene i stuerne var af stampet ler. De blev hurtigt ujævne og fugtige. Loftet kunne bestå af rafter med græstørv ovenpå. Derfor var det svært at opbevare korn på loftet. Kornet måtte i stedet gemmes i kurve og andre beholdere.

Husene var små og havde få møbler. I stuen stod der ofte en bænk, et bord, nogle stole og en dragkiste. Der kunne være en seng ved væggen og en kakkelovn til at varme sig ved.

Køkkenet var ofte koldt og mørkt. Der var en stor åben skorsten, og døren var utæt. Hønsene gik frit ind og ud gennem et lille hul i døren. I køkkenet stod gryder og andre redskaber, og der var ofte aske og tørverester på gulvet.

Man havde sjældent en rigtig brønd. I stedet hentede man vand fra gravede vandhuller. Vandet var ikke altid særlig rent.

Huse og gårde lå spredt over heden. I modsætning til landsbyerne i Østjylland boede folk ikke tæt sammen. Man havde langt til naboerne og måtte derfor i høj grad klare sig selv.

2. Det daglige arbejde

Om sommeren begyndte arbejdsdagen allerede klokken tre eller fire om morgenen. Manden stod op og vækkede de andre. Konen tændte op i ilden, lavede morgenmad og malkede køerne.

Morgenmaden kunne være grød fra dagen før med varm mælk. Når alle havde spist, gik de i gang med dagens arbejde.

Arbejdsdagen var lang. Ved middagstid fik man en kort pause, og om aftenen gik man tidligt i seng, fordi man skulle op igen næste morgen.

Livet var hårdt og nøjsomt. En hedebonde fortalte Evald Tang Kristensen, at de næsten kun havde brug for penge til tjære, salt og træsko. Det meste andet lavede eller dyrkede de selv.

Mange redskaber var lavet af træ. Harver havde trætænder, og grebe og andre redskaber kunne også være af træ. Hvis en tand på harven knækkede, havde bonden ekstra trætænder med på marken og kunne selv reparere den.

Hjulene på vognene blev lagt i vand, så træet ikke tørrede ud og gik i stykker.

Om vinteren samledes folk i bindestuer. De sad sammen og arbejdede, mens de fortalte historier og sang. Det var også en måde at spare på lys og varme. De unge kunne mødes på denne måde og lære hinanden bedre at kende.

Lyset om aftenen var meget dårligt. Man brugte små tranlamper eller tynde tællelys. Nogle steder brugte man tørrede fyrrepinde, som blev tændt i den ene ende. Børnene skulle holde dem for de voksne og sørge for at tænde nye, når de gamle var brændt ned.

3. Den daglige føde

I dag tænker vi næsten altid på kartofler, når vi tænker på gammeldags dansk mad. Men kartoflen blev først almindelig på heden i 1800-tallet.

Før kartoflerne spiste man især rug og boghvede. Hvis høsten slog fejl, kunne der blive meget lidt mad.

Nogle familier havde så lidt korn, at de måtte male frø og rester fra gulvet til mel. Det kunne blive bagt til små flade kager, som man spiste sammen med kål kogt i vand.

Mange familier slagtede kun en lille gris til jul. Kødet skulle så række næsten hele året. Derfor fik hver person kun et lille stykke kød ad gangen.

Mælkemad var vigtig. Mælken blev hældt i store lerfade, hvor fløden kunne samle sig øverst. Senere kunne fløden bruges til at lave smør.

Man havde ikke mange køkkenredskaber. Gryder og fade var ofte af ler eller træ.

Brødet var heller ikke altid godt. Kornet kunne blive dårligt, fordi det blev opbevaret fugtigt. Desuden stod dejen længe, før brødet blev bagt, så brødet ofte blev meget surt.

Kaffe og te kendte man ikke. Nogle lavede selv brændevin, men der var ikke meget af det, fordi folk havde både lidt tid og få penge.

4. Gang- og sengklæder

Næsten alt tøj blev lavet hjemme. Uld fra fårene blev brugt til kjoler, bukser, strømper, skjorter og sengetøj.

Kvinderne havde tunge vadmelsskørter. Mændene gik blandt andet i bukser, vest og strikket hue. Træsko var almindeligt fodtøj.

Når man skulle til fest eller i kirke, passede man godt på sit fine tøj. Nogle tog endda de rene strømper og træsko med i et klæde og tog dem først på, når de var fremme.

Sengetøjet var også lavet af uld. Dyner og puder kunne være stoppet med uld, som børn havde samlet, eller med havreavner.

De fattigste havde meget dårlige senge. Nogle børn sov i små rum under loftet. Der kunne være lyng i bunden, og nogle gange gemte der sig slanger i lyngen.

Det er svært for os i dag at forestille os, hvor fattigt og koldt nogle mennesker levede. Men de var vant til det og gjorde, hvad de kunne for at klare sig.

5. Dialekten

På heden talte man vestjysk. Dialekten kunne være meget forskellig fra det sprog, man talte længere mod øst.

Nogle ord og lyde var så anderledes, at folk fra andre egne kunne have svært ved at forstå dem.

Evald Tang Kristensen samlede mange af disse gamle ord og talemåder. Han mente, at det var vigtigt at gemme dem, fordi sproget fortalte noget om menneskene og deres måde at leve på.

Mange af de gamle dialektord bruges ikke længere.

6. Ægteskab og børn

Hedeboerne giftede sig ikke nødvendigvis med nogen fra deres egen landsby. Mange unge rejste rundt til markeder og andre steder, og derfor kunne mand og kone komme fra helt forskellige egne.

Når de blev gift, arbejdede mand og kone ofte side om side. Kvinden kunne for eksempel køre harven, mens manden såede. Hun kunne også hjælpe med at køre gødning ud eller arbejde sammen med manden på gården.

Kvinden havde altså meget arbejde både ude og inde. Derfor var der ikke altid tid til at holde huset pænt og hyggeligt.

Forældrene gik meget op i deres børns læring. Mange børn blev undervist hjemme i stedet for i skolen.

Om vinteren fortalte de voksne historier og sang viser. Børnene skulle huske historierne og fortælle dem videre næste aften. På den måde øvede de både hukommelse, sprog og fantasi.

7. Livet uden døre

Hedebonden var vant til at klare sig selv. Der var langt til naboerne og langt til hjælp.

Mange tjente penge ved at handle med stude. Man købte små og magre stude, passede dem og solgte dem senere, når de var blevet større og mere værd.

Lægen så man næsten aldrig. Lægen boede i købstaden, og der kunne være mange kilometer dertil. Hvis nogen blev syge, måtte familien derfor ofte klare sig med gamle husråd.

Præsten var en af de få uddannede mennesker, som folk kendte. Han blev respekteret, men folk var ikke bange for at sige deres mening til ham.

Mange mennesker gik i kirke om søndagen, selv om de havde langt at gå. Nogle havde mere end en mil til kirken.

Mange mennesker på heden havde kun sjældent været i en købstad. De kendte derfor ikke meget til livet uden for deres egen egn. Når handelsfolk eller andre rejsende kom hjem, havde de til gengæld mange historier at fortælle.

8. Gilde og fest

Selv om livet var hårdt, holdt man også fester.

En gammel skik var at tænde store bål ved Voldborg, Pinse eller Sankt Hans. Hvornår bålet blev tændt, afhang af, hvor på heden man boede.

De unge kunne også holde pintseboder. De samlede mad ind, spiste sammen og dansede. Nogle steder fortsatte festen i flere dage.

Der blev også holdt kartegilder. Piger samledes for at arbejde med uld, mens de unge karle kom om aftenen. Arbejde og fest hørte altså sammen.

Ved bryllupper var der også særlige skikke. Nogle steder klippede bruden sit lange hår af, fordi hun nu skulle have så meget arbejde, at hun ikke havde tid til at passe det.

Der fandtes også mange skikke omkring fødsel og død.

Når nogen døde, kunne kirkeklokken fortælle hele sognet det. Ét ring betød et barn, to ring betød en voksen og tre ring betød et gammelt menneske.

Fordi træ var dyrt, kunne fattige mennesker blive begravet i en kiste lavet af halm.

9. Kjeltringerne

På heden levede også mennesker, som gik fra sted til sted og ofte måtte tigge for at overleve. De blev kaldt kjeltringer eller rakkere.

De blev behandlet meget dårligt og blev ofte holdt uden for resten af samfundet. I nogle kirker fandtes der særlige stole til dem, fordi andre mennesker ikke ville sidde sammen med dem.

Deres hytter kunne være bygget af lyngtørv og små pinde. Indenfor var der næsten ingen møbler. Store sten kunne bruges som stole.

Når en omvandrende person kom til en gård og bad om et sted at sove, fik han nogle gange halm og gamle klude at ligge på.

Evald Tang Kristensen fortæller, at han selv havde mødt nogle af disse mennesker og været inde i deres små hytter.

Heden forandrer sig

Den hede, som Evald Tang Kristensen beskrev, findes ikke længere på samme måde.

Mange områder blev senere opdyrket, og nye veje og bedre forbindelser gjorde det lettere at komme rundt. Livet blev langsomt forandret.

Men de mennesker, der boede på heden, havde lært at klare sig med meget lidt. De var nøjsomme, arbejdsomme og vant til selv at løse deres problemer.

Derfor mente Evald Tang Kristensen, at hedens mennesker havde gode muligheder for at skabe en bedre fremtid, når jorden og samfundet omkring dem begyndte at forandre sig.

Gamle ord

Klyne: Tørv, der blev brugt som brændsel.

Pald: En stor klump ler ved kakkelovnen, som man kunne sidde på.

Flæg: En slags sivplante.

Gillekrog: En krog i loftet, hvor garnet blev hængt op under arbejdet i bindestuen.

Kovse: En lerkrukke med hank.

Engelblå: En mørk blå farve.