Lyngen var for hedebonden næsten et universalmateriale. Det gjaldt især småbrugere og husmænd, som havde begrænset adgang til skov, halm, eng og gode byggematerialer. Man bør dog skelne mellem:

• selve lyngplanten – grene, blade og blomster
• lyngtørven – det sammenhængende lag af lyng, rødder, humus og lidt mineraljord, som blev skrællet af heden.

1. Foder til får og kreaturer

Heden var først og fremmest et stort græsningsareal. Især får kunne klare sig på lyngen, også på tidspunkter hvor græsset var sparsomt. Unge lyngskud var mest næringsrige, mens gammel, træagtig lyng var væsentligt dårligere foder.

Lyng kunne også slås og bringes hjem som vinterfoder. Den blev undertiden hakket eller knust, så dyrene lettere kunne æde den. Det var dog et nødfoder eller supplement snarere end et fuldgyldigt alternativ til hø. På fattige hedebrug kunne det være afgørende for, hvor mange dyr man kunne holde gennem vinteren. (Naturen i Danmark | Lex)

2. Strøelse under dyrene

Afskåret lyng og lyngtørv blev lagt som strøelse i stalde og fårefolde. Strøelsen opsugede urin og blev blandet med dyrenes gødning.

Dette var sandsynligvis en af lyngens økonomisk vigtigste anvendelser. Hedejorden var næringsfattig, og bonden måtte samle så meget gødning som muligt. Når lyng, tørv, urin og møg lå sammen i møddingen og rådnede, fik man en stor mængde blandingsgødning, som kunne køres ud på de små agre. På den måde blev næringsstoffer langsomt flyttet fra den store hede ind på den dyrkede jord. (Lex)

3. Brændsel

Tør lyng kunne bindes i bundter eller koste og bruges til optænding og hurtig opvarmning. Den brændte hurtigt og havde ikke stor brændværdi, men den var gratis og let at samle.

Lyngtørv kunne tørres og bruges mere som almindelige tørv. Den gav fortsat ikke samme varme som godt træ eller mosetørv, men i skovfattige egne kunne den være nødvendig til:

• madlavning
• opvarmning
• bagning og brygning
• opvarmning af vand til vask og andre arbejder.

Lyngbrændsel har sandsynligvis givet en hurtig, flammende og noget sodende ild, som krævede jævnlig påfyldning. (Naturen i Danmark | Lex)

4. Tagdækning og tagrygning

Lyng kunne anvendes som egentligt tækkemateriale, især hvor langhalm og tagrør var vanskelige eller kostbare at skaffe. Den kunne lægges i tykke lag og holdes fast med græstørv, rafter eller andre materialer.

Mere almindeligt var det muligvis at bruge lyng og lyngtørv ved tagrygningen – altså øverst på et stråtag. Her kunne tørv eller sammenbundne lynglag beskytte tagets mest udsatte del og holde halmen på plads.

Et rent lyngtag har næppe overalt været lige så holdbart og tæt som et godt udført langhalms- eller rørtag. Det var snarere et lokalt tilpasset og billigt materiale, som var til rådighed for den fattige hedebo. (Naturen i Danmark | Lex)

5. Vægge, isolering og tætning

Lyng blev lagt ind i bindingsværksvægge og lerklinede konstruktioner som:

• udfyldning og afstivning
• underlag for lerkliningen
• varmeisolering
• tætning mod træk.

Lyngtørv kunne også stables som lave vægge, gavle, læskærme og mindre udbygninger. På nogle gårde kunne tørv først bruges i diger eller som isolering og senere ende som bestanddel af møddingen. Materialet blev altså anvendt flere gange, før det til sidst blev spredt på marken. (Lex)

6. Senge og madrasser

Tør lyng kunne fyldes i sengekasser eller madrasser som erstatning for halm. Den blev også lagt løst som underlag.

Det har næppe været særlig blødt efter moderne målestok, og de stive grene måtte antagelig dækkes godt med lærred, skind eller uldtøj. Men for mennesker, der ikke kunne undvære halmen fra kornhøsten som foder eller tagmateriale, var lyngen et gratis alternativ. Fyldet kunne udskiftes, når det blev fladt, fugtigt eller fyldt med utøj. (Hovborg)

7. Veje, gårdspladser og stier

Lyng, kvas og lyngtørv kunne lægges på bløde eller sandede steder som underlag for:

• markveje
• stier
• gårdspladser
• overgange over fugtige partier.

Lagene fordelte trykket og kunne forhindre hjul og fødder i straks at synke ned. Det var ikke en varig vejbelægning, men materialet kunne løbende fornyes. (Naturen i Danmark | Lex)

8. Diger, hegn og læ

Sammenhængende lyngtørv kunne stables i markskel og diger. Lyngris kunne desuden lægges mellem stolper eller andre grene som en enkel form for hegn og læskærm.

Det kunne holde mindre dyr inde eller give beskyttelse mod den kraftige vestenvind. Tætte og dyresikre hegn krævede dog som regel, at lyngen blev kombineret med tørv, sten, ris eller egentlige stolper.

9. Koste og småredskaber

Bundter af stiv lyng kunne bindes til:

• gårdkoste
• ovnkoste
• grove fejekoste
• børster til udendørs brug.

Det var ikke nødvendigvis fine husholdningskoste, men robuste redskaber til jordgulve, gårdspladser og udhuse. Lyngkoste kunne også bruges som brændselsbundter, når de var udtjente. Brugen til koste er blandt andet omtalt i beskrivelser af hedelyngens historiske anvendelse. (Geografiskhave)

10. Biavl og lynghonning

Den blomstrende hede var en vigtig ressource for bier. Lynghonning kunne bruges i husholdningen og eventuelt sælges eller byttes. Honning havde værdi både som sødemiddel og tidligere også ved brygning.

Lyngen blev ikke fysisk høstet til dette formål; man udnyttede dens blomstring. Derfor var bistader på eller nær store heder et supplement til hedebrugets øvrige indtægter. (Biavl)

11. Midlertidig opbevaring og beskyttelse

Lyngris og tørv kunne bruges til at dække kartofler, roer og andre afgrøder i kuler, beskytte bygninger mod vind eller lægges omkring materialer, der skulle holdes nogenlunde frostfri. Her fungerede lyngen som et løst, luftfyldt isoleringsmateriale.

12. I yderste nødstilfælde som menneskeføde

Under alvorlig mangel kunne tørret og formalet lyng iblandes mel. Der kendes blandt andet omtale af lyngmel under Første Verdenskrig. Det bør dog ikke opfattes som normal hedebondekost. Lyng var fiberrig, bitter og dårligt fordøjelig og blev brugt som nødhjælp eller som strækmiddel, ikke som et godt levnedsmiddel. (Geografiskhave)

Lyngens vigtigste kredsløb

På de fattigste brug kunne den samme lyngtørv indgå i et helt kredsløb:

Heden → væg, dige eller strøelse → stald og mødding → gødning → agerjord

Det afgørende var derfor ikke blot, at lyngen kunne erstatte træ, halm og hø. Den gjorde det også muligt at samle og flytte næring fra heden til marken. Samtidig førte den stadige lyngslåning, afgræsning, afbrænding og tørveskrælning til, at heden blev holdt åben og næringsfattig. Det hedelandskab, vi i dag opfatter som natur, var i høj grad et resultat af hedebøndernes udnyttelse. (Lex)

For en fattig hedebonde var lyngen med andre ord på én gang græsmark, brændselslager, byggemarked, sengeforretning og gødningsfabrik. Der er dog næppe én hedegård, hvor alle anvendelser forekom samtidigt; brugen varierede efter egn, adgang til eng, mose, skov, halm og gårdens økonomi.