Rebslagning omkring 1800
Rebslagning var håndværket at fremstille snore, reb og svært tovværk ved at sno mange tynde fibre sammen. Håndværkeren kaldtes en rebslager, og arbejdet foregik på en lang, smal arbejdsplads – en reberbane. Omkring år 1800 lå sådanne baner især ved købstæder, havne og større landsbyer. De almindelige reberbaner var ofte omkring 100 meter lange, mens baner, der fremstillede skibstovværk, kunne være flere hundrede meter lange. De fleste baner var endnu udendørs; overdækkede rebslagerhuse blev først almindeligere mod slutningen af 1800-tallet.
Materialerne
Det vigtigste råmateriale omkring 1800 var hamp. Hampefibrene var lange, stærke og kunne tjæres, så tovet bedre modstod fugt og råd. Til finere snore kunne også anvendes hør, mens hestehår, træbast og andre plantefibre blev brugt til særlige formål eller ved hjemlig fremstilling. Senere i 1800-tallet kom blandt andet manila, jute og sisal i større brug.
Hampefibrene skulle først renses og redes gennem brætter med lange jerntænder. Derved blev fibrene lagt nogenlunde parallelt og gjort klar til spinding.
Sådan blev et reb slået
1. Fibrene blev spundet til garn
Rebslageren havde en tot hamp om livet eller over skulderen. Han trak en passende mængde fibre frem og lod dem sno sammen, mens han gik baglæns ned ad reberbanen. Resultatet var et langt, forholdsvis tyndt rebslagergarn. Arbejderen måtte vandre hele banens længde for hvert garn.
2. Garnene blev samlet til kordeler
Et større antal garn blev spændt ud mellem kroge i hver sin ende af banen. Ved hjælp af håndsving, hjul eller senere maskinkraft blev garnene snoet sammen til tykkere dele, der kaldes kordeler eller strenge.
3. Kordelerne blev slået sammen
Tre – undertiden fire – kordeler blev derefter snoet sammen til selve rebet. De blev snoet i modsat retning af den retning, som garnene allerede var snoet i. Denne modsatte snoning gør, at rebet holder sammen og ikke straks snor sig op igen.
Mellem kordelerne anbragte rebslageren en kegleformet træklods med riller, en rebslagertop. Toppen blev langsomt ført langs rebet og sørgede for, at kordelerne lagde sig jævnt og tæt omkring hinanden. Under sammenslåningen blev rebet kortere, så den ene ende måtte kunne bevæge sig fremad.
Det hedder derfor at slå et reb. Rebet blev ikke flettet, men opbygget af flere lag snoning:
fibre → garn → kordeler → reb
Meget svært tovværk kunne fremstilles ved endnu en gang at slå flere færdige reb sammen til en kabeltrosse.
Værktøjerne
En enkel reberbane havde kun få redskaber:
- faste og drejelige kroge
- håndsving eller rebslagerhjul
- en bevægelig slæde eller vogn
- rebslagertoppen af træ
- redskaber med jerntænder til at rede hampen
- stativer, bukke eller stolper, som holdt de lange kordeler fri af jorden.
På de større reberbaner begyndte mekaniseringen allerede i begyndelsen af 1800-tallet. Et bevaret britisk anlæg har eksempelvis en formningsmaskine fra 1811. På mindre danske baner fortsatte håndkraften dog langt op gennem århundredet.
Hvad blev rebene brugt til?
På landet var reb uundværlige. Man brugte blandt andet:
- skaglereb til hestevogne og arbejdsredskaber
- grimer og hovedtøj
- tøjrereb til kreaturer
- bindsel omkring hø, halm og læs
- brøndreb og klokkereb
- tørresnore, sejlgarn og almindelige snore.
Ved kysten og i havnebyerne var behovet langt større. Sejlskibe krævede store mængder tovværk til rig, sejl, ankre, fortøjning og lastning. Tov, der skulle bruges på skibe eller udsættes for vejret, blev ofte tjæret.
Rebslagning på en lille hedegård
En almindelig gård omkring Krejbjerg har næppe haft en egentlig 100 meter lang reberbane. Det stærke og ensartede tovværk til vogne, heste og brønde må normalt være købt hos en rebslager eller på et marked.
Til gengæld er det sandsynligt, at bønder og husmænd selv fremstillede kortere snore, bindere og nødtørftige reb som husflid. Rebslagerfaget menes netop at have udviklet sig af bønders og fiskeres hjemlige fremstilling, og håndværksmæssig husflid havde et særligt stort omfang i Jylland.
Man bør altså skelne mellem:
Gårdens simple rebslagning: korte snore og bindere fremstillet af de materialer, man havde ved hånden.
Rebslagerens håndværk: lange, stærke og ensartede reb fremstillet på en særlig reberbane.
Tekst: ChatGPT