En vadmelskjole rummer historien om fårehold, håndværk og selvforsyning. Det tætte uldstof beskyttede mod vind og kulde og var en vigtig del af hverdagen på landet.
Vadmel – bondens varme uldstof
Vadmel er et tæt og varmt uldstof, som blev brugt til tøj i det danske bondesamfund. Det var især velegnet til kjoler, trøjer, bukser og jakker, fordi det var slidstærkt og beskyttede godt mod kulde og blæst.
Vadmel er en meget gammel nordisk tekstiltradition. Ordet kommer fra oldnordisk vaðmál, og betegnelsen kendes fra middelalderen. Men selve kunsten at væve uld og derefter valke stoffet er langt ældre.
Vadmel blev fremstillet af fåreuld. Ulden blev spundet til garn, som blev vævet til et stof, der derefter blev valket. Ved valkningen blev stoffet bearbejdet med fugt, varme og kraftig bevægelse. Uldfibrene filtede sammen, og stoffet blev derfor tættere, kraftigere og mere vindtæt.
På landet kunne meget af arbejdet med ulden foregå hjemme på gården. Fårene leverede ulden, og kvinderne stod for en stor del af arbejdet med at rense, karte og spinde ulden. Vævningen foregik ofte på gårdens væv, mens den egentlige valkning nogle steder blev udført hos en valker.
Vadmel var ikke et fint stof. Det var et praktisk hverdagstekstil, som kunne holde i mange år. Det kunne være gråt, brunt, sort eller andre naturlige eller indfarvede nuancer, afhængigt af ulden og farvningen.
Når man i Museum Krejbjerg ser en vadmelskjole fra tiden omkring 1800, ser man derfor resultatet af en meget gammel håndværkstradition. Fra fåret på marken til den færdige kjole var ulden en del af gårdens egen husholdning og et vigtigt grundlag for menneskers beklædning.
