Fra håndkraft til maskinkraft

Tre udgaver af en originalartikel fra Trap Danmark: 1. Et ultrakort resume, 2. Et referat og 3. Til sidst hele originalartiklen.

I begyndelsen af 1800-tallet var Danmark endnu ikke et industriland. De fleste levede af landbruget, og meget af det, familien havde brug for, blev fremstillet hjemme eller hos lokale håndværkere.

På landet var husfliden vigtig. Kvinder spandt uld og hør og vævede lærred og uldstoffer. I nogle egne blev der produceret mere, end familien selv havde brug for, og varerne kunne sælges på markeder. Trap nævner blandt andet Salling som et område, hvor spinding og vævning havde betydning.

Der blev også fremstillet træsko, træredskaber, koste, jydepotter og mange andre dagligdags ting. Smede, skomagere, tømrere, hjulmænd, vævere og andre håndværkere var derfor en vigtig del af lokalsamfundet.

Fabrikkerne vokser frem

I anden halvdel af 1800-tallet begyndte fabriksindustrien for alvor at vokse.

Omkring 1871–72 fandtes der cirka 1.400 fabrikker og større værksteder i Danmark. De beskæftigede mere end 30.000 arbejdere, men de fleste virksomheder var stadig små. Kun få havde over 100 ansatte.

Dampmaskinen blev et symbol på den nye tid. Maskiner kunne nu overtage noget af det arbejde, som tidligere var udført med håndkraft, vind eller vand.

Blandt de voksende industrigrene var:

jernstøberier og maskinfabrikker
spinderier og væverier
bryggerier og brændevinsbrænderier
teglværker
tobaksfabrikker
papir-, glas- og sæbefabrikker.

Industrialiseringen skete langsomt. Husflid, håndværk og fabrikker eksisterede længe side om side.

For en familie på landet betød udviklingen, at flere varer efterhånden kunne købes færdige, hvor de tidligere var blevet fremstillet hjemme.

Ovenstående lille artikel er et resumé af en større:

Industrien i Danmark i 1800-tallet

I størstedelen af 1800-tallet var Danmark endnu ikke noget egentligt industriland. Landbruget spillede langt den største rolle, og sammenlignet med lande som England, Frankrig, Belgien, Sverige og dele af Tyskland var den danske fabriksindustri beskeden.

Men billedet var ved at ændre sig. I løbet af århundredet voksede fabriksproduktionen, dampmaskinen blev mere almindelig, og stadig flere varer blev fremstillet på større værksteder og fabrikker.

Hjemmearbejde var stadig vigtigt

En stor del af det, vi i dag ville kalde produktion, foregik stadig hjemme på gårdene og i husene. Det blev dengang kaldt husflid.

På landet fremstillede familierne selv en stor del af deres tøj og mange af de ting, de brugte i hverdagen. Kvinderne spandt især uld og hør og vævede lærred og uldstoffer. I mange egne blev der også produceret så meget, at noget kunne sælges på markederne.

I 1838 fandtes der omkring 17.400 husflidsvæve på landet. Det svarede omtrent til én væv for hver 11 familier. I byerne var væven langt mindre almindelig.

Spinding og vævning stod særlig stærkt på Bornholm og i flere jyske egne. Trap nævner blandt andet Salling som et område, hvor denne hjemmeproduktion havde betydning. Her kunne man fremstille lærred, vadmel og andre vævede stoffer både til familiens eget brug og til salg.

Hørdyrkning hang tæt sammen med lærredsproduktionen. En del af det hjemmelavede lærred blev vævet af hør, som familierne selv havde dyrket.

Uld og strikkede varer fra heden

I de jyske hedeegne var arbejdet med uld særlig vigtigt. Både mænd og kvinder deltog i strikningen.

Der blev blandt andet fremstillet:

strømper og sokker
vanter
trøjer
bukser og andet uldtøj.

Produktionen var størst omkring Hammerum og Lysgaard Herreder, men fandtes også i andre dele af Midt- og Vestjylland. Varerne blev opkøbt af såkaldte hosekræmmere, som solgte dem videre på markeder, i butikker eller direkte fra dør til dør. Noget blev også eksporteret til Tyskland.

Vinteren var den vigtigste tid for denne produktion. Kvinderne kunne sidde ved rokken og spinde, mens mænd og karle kartede ulden eller udførte andet håndarbejde. Husfliden passede dermed godt ind i årets landbrugsrytme, fordi der var mindre markarbejde om vinteren.

Træsko, trævarer og koste

I de skovrige dele af Jylland udviklede fremstillingen af træsko sig til en betydelig produktion. Omkring 1870 blev der ifølge Trap fremstillet omkring 600.000 par træsko om året.

Der blev også lavet mange andre ting af træ:

vognhjul, aksler, skovle, river, grebe, tøndebånd og forskellige redskaber.

I hedeegnene blev der desuden fremstillet koste af lyng og af revlingens lange, bøjelige grene. Sådanne koste kunne sælges sammen med andre jyske varer rundt omkring i landet.

Ler, horn og andre materialer

En særlig jysk hjemmeindustri var fremstillingen af de sorte jydepotter. Arbejdet blev især udført af kvinder. Potter og gryder blev formet af ler og brændt uden glasur, så de fik deres karakteristiske mørke farve.

Ved den jyske vestkyst fandtes også fremstilling af skeer og andre småting af horn.

Teglværker og kalkbrænderier fandtes mange steder. Nogle var egentlige virksomheder, mens andre kun arbejdede i perioder, når der lokalt var behov for mursten eller kalk.

Håndværket var større end fabriksindustrien

Selv om fabrikkerne begyndte at vokse, var det traditionelle håndværk stadig langt mere udbredt.

Ved folketællingen i 1870 fandtes blandt andet mange:

syersker
smede
vævere
skomagere
snedkere
skræddere
tømrere
murere
møllere
træskomagere
bagere
hjulmænd og bødkere.

Der fandtes desuden en lang række mindre fag som rebslagere, garvere, farvere, kobbersmede, kurvemagere, guldsmede, urmagere og bogbindere.

På landet var håndværkeren ofte tæt knyttet til landbruget. Smeden reparerede redskaber, hjulmanden fremstillede vogne og hjul, og tømreren og mureren stod for bygningerne.

Fabrikkerne vokser frem

I anden halvdel af 1800-tallet tog fabriksudviklingen fart.

Omkring 1871–72 registrerede man cirka 1.400 fabrikker og større fabrikslignende virksomheder i Danmark. Det virkelige antal var sandsynligvis større, fordi blandt andet mange møller, bagerier og trykkerier ikke var talt med.

Udviklingen gik hurtigt:

471 af fabrikkerne var grundlagt før 1847
385 mellem 1847 og 1857
574 mellem 1857 og 1872.

De beskæftigede tilsammen mere end 30.000 arbejdere.

De fleste fabrikker var dog små. Over 500 havde højst fem ansatte, mens kun 54 virksomheder havde mere end 100 arbejdere.

Det viser, at industrialiseringen endnu var på et tidligt stadium. Danmark var ikke fyldt med kæmpestore fabrikker. Overgangen fra håndværk til industri skete gradvist.

Dampmaskinen ændrede produktionen

Dampkraften blev et vigtigt tegn på den nye tid.

Den første dampmaskine kom til Danmark allerede i 1784. I 1839 var der kun registreret 23 dampmaskiner i fabriksdriften, men senere i århundredet fandtes der flere hundrede damp- og gasmaskiner.

Dampmaskinen gjorde det muligt at drive maskiner uden at være afhængig af vind eller rindende vand. Fabrikker kunne derfor placeres mere frit, og produktionen kunne foregå mere regelmæssigt og i større omfang.

De vigtigste industrier

Blandt de større industrigrene var:

Jern- og maskinindustrien
Jernstøberier og maskinfabrikker fremstillede blandt andet maskiner, redskaber og dele til den voksende industri og til landbruget.

Tekstilindustrien
Spinderier, væverier og klædefabrikker overtog efterhånden en del af den produktion, der tidligere havde foregået i hjemmene.

Tobaks- og cigarfabrikker
Tobaksfremstilling beskæftigede flere tusinde arbejdere.

Bryggerier og brændevinsbrænderier
Øl og brændevin blev i stigende grad fremstillet på større virksomheder i stedet for udelukkende i de enkelte husholdninger.

Teglværker og kalkværker
Byggeriet voksede, og dermed steg efterspørgslen efter mursten og kalk.

Der fandtes også papirfabrikker, glasværker, sukkerfabrikker, savværker, sæbefabrikker, gødningsfabrikker, cementfabrikker og mange andre former for produktion.

Byerne blev industriens centre

De største fabrikker fandtes især i København og de større provinsbyer.

Trap nævner blandt andet betydelig industri i København, Odense, Aalborg, Randers, Aarhus, Horsens, Fredericia og en lang række andre købstæder.

I Aarhus fandtes eksempelvis bryggerier, jernstøberier, maskinværksteder, væverier, vognfabrikker og forskellige andre fabrikker. Randers havde blandt andet brænderier, maskinfabrikker, savværk, tekstilvirksomheder og bryggeri.

Industrialiseringen var altså ikke kun et københavnsk fænomen. Den bredte sig gradvist til provinsbyerne.

Fra hjem til fabrik

1800-tallet var en overgangstid.

I begyndelsen af århundredet foregik en stor del af produktionen stadig i hjemmene og på små håndværksværksteder. Familien spandt, vævede, strikkede, bryggede, bagte og fremstillede mange af sine egne redskaber og dagligvarer.

Ved århundredets slutning var en voksende del af produktionen flyttet til fabrikker, hvor maskiner og dampkraft gjorde det muligt at fremstille langt større mængder.

Husfliden og håndværket forsvandt ikke med det samme. I mange år eksisterede hjemmearbejde, håndværk og fabriksproduktion side om side.

Netop denne langsomme overgang er karakteristisk for den danske industrialisering i 1800-tallet.

Til Museum Krejbjerg ville jeg nok skære den yderligere ned og lægge mere vægt på det, der direkte berører Salling: vævning, uld, hør, husflid, lokale håndværkere og den gradvise overgang fra selvforsyning til købte fabriksvarer.

Originalartiklen fra Trap Danmark (1856-1906) side 78-87:

Side 78

II. Industrielle Forhold.

Jndustrien er, forsaavidt der ved denne forstaaes Forædling af
Producter fornemlig ved Hjælp af Maskiner, ikke meget udviklet i
Danmark, der i saa Henseende staaer tilbage saavel for vore nærmeste Naboer
ved Tydsklands Nordgrændse, som end mere for vort Naboland Sverrig,
ikke at tale om, at vor Jndustri ikke taaler nogensomhelst Sammenligning
med Englands og Rhinlandenes ligesaa lidt som med Frankrigs, Sachsens
og Belgiens. Søger man Grundene til denne Mangel i Landets Udvikling,
vil man finde dem saavel i den Søgning efter arbeidende Hænder, der
endnu er og længe vil vedblive at være fra Landbrugets Side, som deri,
at Capitalerne endnu ikke ere saa talrige, at de have særlig Vanskelighed
ved at finde Anvendelse. Nationens Temperament lader derhos saavel
Capitalisterne skye den Anstrengelse og Risico, der er forbunden med
industrielle Entrepriser, som lader Arbeideren foretrække den landlige
Beskjæftigelse og Dagleierens mindre bundne Liv for Fabrikstuens slette
Luft og daglige Tvang. Men ved Siden af at Fabrikdriften saaledes
i Kongeriget maa staae tilbage for alle de det nærmest omgivende Lande
og Landsdele, stille de tvende andre Grene af den industrielle Virksomhed, »
nemlig Haandværksdriften og Huusfliden, sig i flere Henseender
heldigere.

Da Huusfliden ikke alene er af stor Betydning med Hensyn til
dens practiske Resultat[1] men ogsaa fordi den afholder fra Lediggang og deraf følgende Onder, har en betydelig Indflydelse paa Moralitets-
og Sædeligheds-Forholdene, er det tilvisse glædeligt at kunne udtale,
at denne Green af Jndustrien, især blandt Kvindekjønnet, endnu er af
stor Betydning overalt paa Landet i Danmark. Som Huusflidsproduct
maa først og fremmest nævnes de almindelige Beklædningsgjenstande
af Lærred og Uldent for Bondestanden. Ved en i
Aaret 1838 foretagne Optælling, og nogen senere Optælling har Udgiveren
ikke kjendt, om han endog maa antage at Antallet, navnlig i Nærheden
_____
*) Da Arbeidslønnen ikke her kan komme i Betragtning eller saa at sige næsten maa regnes for
Intet, er denne Jndustri især af oeconomisk Vigtighed der, hvor Arbeidslønnen spiller en
Hovedrolle, især naar Materialet derhos er billige og Fabricationen meget simpel.d

[1] Da Arbeidslønnen ikke her kan komme i Betragtning
eller saa at sige næsten maa regnes for Intet, er denne Jndustri især af oeconomisk
Vigtighed der, hvor Arbeidslønnen spiller en Hovedrolle, især naar Materialet
derhos er billige og Fabricationen meget simpel.

Side 79

af Kjøbstæder, hvorom den ikke særlig grupperer sig, og især ved Kjøbenhavn
er senere noget aftaget, befandtes Huusflidsvævenes Antal at være
i Kongeriget:

paa Landet	17,403	Stkr.
i Kjøbstæderne	859	—
	——————————————————————
	18,262	Stkr.

eller noget over 2/3 Dele af samtlige Væves Antal.

Paa Landet falder herefter en Huusflidsvæv paa hver 11te Familie,
i Kjøbstæderne derimod kun een paa hver 58de Familie, ja, naar
Bornholms Kjøbstæder fradrages, kun een paa hver 157de Familie.

Paa	Bornholm	fandtes en Huusflidsvæv paa hver	2den	Familie.
J	Jylland	—— ——— ——	9de	—
»	Sjælland	—— ——— ——	16de	—
»	Langeland	—— ——— ——	20de	—
»	Fyen	—— ——— ——	22de	—
»	Møen	—— ——— ——	55de	—
»	Lolland	—— ——— ——	77de	—

Væveriernes Antal angives i Stat. Tabelv. for 1870: i Kjøbstæderne
med Kjøbenhavn Hovedpersoner 444 Mandfolk, 116 Kvinder, Medhjælpere
407 Mandfolk, 157 Kvinder; paa Landet 5,831 Mandsolk, 2,741 Kvinder,
Medhjælpere 1,172 Mandfolk, 290 Kvinder. De henregnes her til
Haandværksstanden.

Næst Bornholm har Huusflids-Spinding og Vævniug meest hjemme
i følgende mindre Dele af Landet: Ods Herred, Samsø, Skam Herred
i Fyen, Jylland nord for Liimsjorden, Salling, Egnen omkring Aarhus,
Randers og Veile. Fra flere af disse Egne afsættes saavel Lærred som
Vadmel og Hvergarn (Hverkengarn, deels Linned, deels Uldent) paa de
nærmeste Markeder og Torve. Med Lærredsproductionen staaer
Høravlen i nøie Forbindelse, idet en stor Deel af Huusflidslærredet
forarbeides af selvavlet Hør.

Medens den fornævnte Huusflidsvirksomhed fornemlig udøves af
Kvindekjønnet, der næsten udelukkende spinder Ulden og Hørren samt
for største Delen tillige væver den, er Uldbindingen i de jydske
Hedeegne fælles for begge Kjøn. Denne Jndustrigreens egentlige og ældgamle
Hjem er i Hammerum Herred i Ringkjøbing Amt, som til samme stodende
Lysgaard Herred i Viborg Amt, som leverer over l/5 Deel af det hele
aarligen frembragte Beløb; men fra disse Herreder har Uldbindingen
udbredt sig videre, fornemlig til det til Lysgaard Herred stødende

side 80

Middelsom Herred i Viborg Amt og mod Vest til Bølling Herred i Ringkjøbing
Amt, samt endvidere, vel dog i mindre Grad, til Nørlyng, Fjends og
Hids Herreder i Viborg Amt, til Ulvborg Herred i Ringkjobing Amt,
til Nørvangs Herred i Veile Amt og til Vrads Herred i Aarhus Amt.
De forarbeidede Gjenstande bestaae især af Strømper, Sokker, Vanter,
Troier og Beenklæder, der afsættes ikke alene i Danmark men ogsaa i
Tydskland. Der bruges til denne Huusflidsgreen, efter de Meddelelser,
der vare givne til forrige Udgave af nærværende Skrift, henimod
300,000 Pund Uld, for største Delen af Hedeegnenes Faar. De færdige
Varer (Trøier, Strømper o. s. v.) opkjøbes af Hosekræmmere, der afsætte
dem i Jndlandet selv, enten til faste Handlende eller paa Markederne,
eller endogsaa ved at gaae fra Dør til Dør. Medens Bindepinden virker
paa Jyllands Hedeegn, findes paa en anden meget forskjellig Egn, men
ogsaa benævnt efter Hede, i Nærheden af Kjøbenhavn, ligesom ogsaa
paa Lyø ved Fyen, Anvendelse for Naalen til kunstig Syning.

J trykte Skrifter omtales denne Huusflid første Gang i Midten af
forrige Aarhundrede i Danmarks og Norges oeconomiske Magazin 3die B.;
men vist er det, at Almuen i Hammerum og Lysgaard Herreder, midt i
Jylland, har tilvirket Bindetøi over egen Fornødenhed i Tider, der ligge
saare langt tilbage. Den første i Bindeegnen bosatte Mand, som leverede
nøiere Oplysning om dens Huusflid, var Digteren Steen Steensen Blichers
Fader N. Blicher, der 1795 udgav Efterretning derom i sin Topographi
over Vium Præstekald. St. Blicher har flere Gange senere behandlet det
samme Emne, baade 1826, medens han endnu var Præst i Thorning, da
han indsendte en Afhandling derom til det Kongelige Landhuusholdningsselskab,
og i 1839 i sin Beskrivelse af Viborg Amt og i sin E Bindstouw.
N. C. Rom har nu ogsaa i den senere Tid omtalt enkelte Egne af den
jydske Hede i sit betydningsfulde Skrift „Den danske Huusflid, dens
Betydning og dens Tilstand” 1870: „J Tyregod Sogn nord for Randbøl
Hede, siger han saaledes, er temmelig stort Faarehold (dog i Aftagende),
hvorfor den kvindelige Huusflid nærmest sysselsætter sig med Uldens
Forarbeidelse (da den sjelden sælges uforarbeidet, naar ikke Pengemangel
byder det), deels til toskaftet Vadmel, brunt og blaat, deels anvendes til
Mandfolkenes Underklæder, deels til Hvergarn og til Bindetøi for Husets
Forbrug. Endeel, navnlig Vadmel, sælges paa Markederne til Tjenestefolk.
I ældre Tid gik Folk med dette ufarvet, eller blandet med sorte
Faars Uld, men nu farves alt. Til Mandkjønnets Klædedragt kjøbes kun
meget lidt, alt skyldes den huuslige Flid. Som en Følge heraf drives
denne af Mange deels som Bierhverv og deels som Hovednæring. Ulden
spindes den første Deel af Vinteren Dag og Aften af Kvinderne, men
kartes i Regelen om Aftenen af Karlene. Henad Vinteren indkjøbes Hør
—— som nogle dog selv avle endeel af — der spindes og væves til Hør-
og Blaarlærred, hvormed Huusfliden forsyner de fleste Huse, saa at kun
lidt Tvistlærred kjøbes. Nogle have endog et Stykke Lærred til Salg
paa Markedet til Tjenestefolk.

* * *

side 81

Træskomageri er en Jndustrigreen, der i Regelen ogsaa henregnes
til Huusflid, skjøndt det mere udøves som selvstændig Erhvervsgreen end
i Forening med anden Syssel. Det har fortrinsviis sit Hjem i Jyllands
Skovegne og det navnlig der, hvor en besværlig Transport gjør Prisen
paa Bøgetræ lav. Dets Hovedsæde er saaledes de Sogne, som ligge
nærmest omkring de store Skovpartier i Skanderborg Amts Indre,
fornemlig Tem, Ry, Linaa, Alling og Tulstrup samt Tørrild Herred i
Veile Amt og Lysgaard Herred i Viborg Amt. Productionen angives til
600,000 Par Træsko om Aaret. Nu forarbeides ogsaa Træsko paa Grev
Frijs’s Trævaresfabrikker ved Horsens og Hinnerup. Træskomagernes Antal
angives i Folketællingslisterne for 1870 til 4,300, hvoraf 4000
Hovedpersoner. De hensøres her til Haandværkerne.

Nærbeslægtet med denne Industrigreen og som denne ligeledes kun
henhørende til Mandfolkenes Beskjæftigelse er Forfærdigelse af
Trævarer. Paa Jyllands Østkyst, især i Veile og gl. Skanderborg Amter,
er der saaledes flere Egne, i hvilke endeel Hunstnænd søge enBifortjeneste
ved til Salg i de skovløse Vesteregne at forfærdige alleslags Gjenstande
af Træ, saasom Vognhjul, Axelstokke, Skovle, Tøirepinde, River, Grebe,
Tøndebaand m. m.; ligeledes benyttes i Træskoegnen i Skanderborg Amt
det Gavntræ, som bliver tilbage, naar det til Træsko tjenlige Træ er
fraskaaret, til forskjellige Træarbeider af fornævnte Slags. Ogsaa vil her
som beslægtet Huusindustri kunne nævnes Bindingen af Lyngkoste og
end mere af Rævlingplantens lange, fine, smidige Kviste, der krybe
henad Jorden mellem Lyngen, til Rævlingkoste. Disse „Limer”
sælges til dem, der handle med Jydepotter og føres af dem om i Landet
til Salg. I det sydostlige Sjælland drives paa nogle Steder
Forfærdigelse af Tøndebaand som Huusindustri.

Rundtomkring i Danmark drives Pottemageri, navnlig for rødt
Pottemagerarbeide af simpel Slags, men som Huusflidsproduct kan egentlig
kun nævnes i denne Retning Forfærdigelsen af sorte Potter eller
Gryder. Denne Beskjæftigelse er næsten udelukkende forbeholdt
Kvinderne (Grydepiger). Fra gammel Tid af har den havt sit Hovedsæde
i Varde Landsogn samt i Thorstrup og Horne Sogne i Øster-Herred,
men har senere udbredt sig til flere Egne i Jyllands Vesteregn samt til
Byen Vorup ved Randers.

Teglværker og Kalkbrænderier drives i hele Landet. Mange
af dem, især i Jylland, ere ubetydelige, idet deres Drift enten er en
Binæring eller endog en Art Huusflid, som ophører, naar den øieblikkelige
Forbrug, der nærmest har fremkaldt Fabrikationen, er tilendebragt.

Side 82

Kniplingsvirken er en Huusindustri, som vistnok enkeltviis vil
være at træffe i Omegnen af Ribe, medens den endnu har et Hovedsæde
i Hertugdommet Slesvigs nordvestlige Deel.

J Nærheden af Bestkysten, navnlig i Nees Sogn, drives af
Huusmændene en eiendommelig Huusflidsindustri, nemlig Hornskemageriet,
men i det Hele taget er der paa Vestkysten af Jylland stor Hjemmeflid
saafom paa Klitten mellem Ringkjøbingfjord og Havet[1] paa Holmsland[2], paa Strøget mellem Ringkjøbing og Nissum-Fjord, i Sognene
Rindom, He, Stadil, Vedersø, Staby, Husby, Ulvborg og Thorsted[3].

Endnu vil være at bemærke, at Tilberedelsen af Brød og Øl
paa Landet fornemlig skeer i Husene selv, men man kan dog antage, at
nu mere og mere blive disse Næringsmidler saavel kjøbte fra Byerne som
ere Gjenstand for særlige Næringsgrene paa Landet.

Af stor Betydning for Huusfliden ere de Foreninger, der ere stiftede
rundt omkring i Landet for at fremme samme. Blandt disse skulle nævnes
særlig Dansk Huusflidsselskab, stiftet 18de Febr. 1873 Kjøbenhavn
i dette Øiemed, navnlig for at støtte Landets mindre locale Huusflidsforeninger
og enkelte for Sagen virksomme Personer, ved at foranstalte
Afholdelsen af Foredrag, ved Oprettelse af en Skole til Uddannelse af
Lærerkræfter og en Mønstersamling af Huusflidsarbeider, ved Udlaan eller
Salg af Modeller, ved at lede og lette Jndkjob af Raastoffer samt Salg
af Huusflidsarbeider, ved at foranstalte Afholdelsen af Huusflidsudstillinger.
Ritmester J. A. F. v. Clauson-Kaas er Selskabets Secretair og virker
med nidkjær Iver for dets Formaal. See II S. 263.

[1] Den danske
Huusflid ved N. C. Rom S. 417 meddeler om „Klitten”: Her hersker i Reglen
en almindelig Travlhed paa de almindelige Vinteraftener-. En eller to
Kvinder spinde i Almindelighed om Vinteraftenerne Hamp paa en Rok. Den
heglede Hamp er under Spindingen løselig vundet om en Træstang, der er
fastsat paa den ene Ende mod Gulvet og med den anden imod Loftet. Medens
Kvinderne spinde, kan man i Regelen see Manden sysselsat med at tvinde
to eller tre af de spundne Traade sammen til en tykkere stærk Traad,
medens Karlene „binde” Fiskernet. Undertiden er Karlen eller Manden
beskjæftiget med at forfærdige „Tønser”, eller de alenlange Snører,
hvortil Krogene ere fæstede. Naar Tønserne ere færdige, sysselsætte
Mændene sig med at fastbide Krogene paa dem med en fiin Traad, hvorefter
de anbringes med en halv Favns Mellemrum paa en tykkere lang Line, som
kaldes en „Kajl”.
[2] Om Holmsland hedder det
hos Rom S. 419: Her er det ikke uinteressant at komme ind i Bøndernes Stue
en Vinteraften, thi paa de fleste Steder hersker en livlig Virksomhed.
Saasnart Lyset er tændt, hente Mandfolkene et Knippe Havre- eller Rughalm,
undertiden ogsaa et Bundt Riis, ind i Stuen for at bruge det til at sno
Simer af, eller de binde Kurve af Straa eller klovede Kviste. Denne Aftensyssel
begynder gjerne ved Novenibertid og er som oftest hele Aftenen igjennem
ledsaget af en livlig Samtale eller Eventyrfortælling. Et Par Huusmeend
have lagt sig efter at lave Fiskerkroge, hvis Salg til Klitboerne skaffer
dem en god Biindtægt. Den kvindelige Huusflid er som sædvanlig til Husets Behov.

[3]
***) – Ogsaa i disse Egne staaer det, efter Rom, godt til med Huusfliden;
navnlig blive uden Undtagelse alle Tøier til Klæder for Mænd og Kvinder
til Hellig og Søgn forarbeidede i Huset. Det er fortrinsviis uldne Tøier,
thi Høravlen har stedse staaet tilbage i Vesteregnen ligesom ogsaa paa Heden.

Side 83

End mere end Huusfliden er Haandværksdriften ad Betydning i
den indenlandske Industri. Naar en anseet statistisk Forfatter har yttret
sig med Hensyn til denne saaledes: „Den danske Haandværksstand, navnlig
i Hovedstaden, staaer høit i almindelig Dannelse, statsborgerlig Udvikling,
technisk Dygtighed og hæderlig Stræben efter videre Udvikling. Deres
Producter udmærke sig ved Soliditet, Hensigtsmæssighed, Skjønhed i
Formen og en i Forhold til disse Egenskaber ikke ringe Priisbillighed
[1],
saa maa man lægge særlig Vægt paa denne Udtalelse, da der saavel er
givet Forfatteren fortrinlig Leilighed til at lære den Stand at kjende, om
hvilken han saaledes udtaler sig, som han i sine techniske Kundskaber har de
fornødne Midler til at bedømme de forskjellige Haandværkeres Producter.
Antallet af Mestere og Medhjælpere i samtlige Haandværker er i statistisk
Tabelværk under Folketællingen anført. Her skal dog nævnes til en
Sammenligning de Haandværk efter hverandre, der ifølge Folketællingen
af 1870 tælle flest Hovedpersoner og Medhjælpere: Syersker vare 18——
19,000, fornemlig Hovedpersoner, 17,894 Hovedpersoner, 725 Medhjælpere
af Kvindekj., 4 af Mandkj. Efter dem følge i Antal Smedene (Grov-,
Klein-, Nagel-, Tøi- og Ankersmede) ialt Hovedpersoner 6,669 Mdfk.,
54 Kvinder, Medhjælpere 6,078 Mdfk., 1 Kv. (Af Hovedpersonerne
boede 5,673 paa Landet, Medhj. 3,100). Vævere[2] henved 11,200,
hvoraf omtrent 9,000 Hovedpersoner, Skomagere 11,000, hvoraf 6,000
Hovedpersoner, Snedkere 9,300, hvoraf 5,000 Hovedpersoner, Skrædere
9,200, deraf 6,000 Hovedps., Tømrere 8,000, hvoraf 5,100 Hovedps.,
Murere 6,878, hvoraf 4,034 Hovedps., Møllere[3] henved 5,000, deraf
1,960 Hovedps., Træskomagere[4] 4,300, deraf næsten 4,000 Hovedps.,
Bagere 3,300, deraf 1,300 Hovedps., Hjulmænd 3,000, deraf 2,300 Hovedps.,
Malere og Lakerere 2,700, deraf knap Halvdelen Hovedps., Slagtere
2,550, deraf 1,680 Hovedps., Bødkere 2,500, deraf 1,600 Hovedps.,
Sadelmagere 2,400, deraf 1,300 Hovedps., Steenhuggere 1,500, deraf
1,350 Hovedps., Dreiere 1,300, deraf 800 Hovedps., Skibs- og Vaade-
byggere 1,300, deraf 450 Hovedps., Uhrmagere 1,100, deraf 770 Hovedps.,
Farvere og Trykkere 901, hvoraf 402 Hovedps., Garvere og Felberedere
860, deraf 500 Hovedps., Blikkenslagere 860, deraf omtrent Halvdelen
Hovedps., Jernstøbere 744, hvoraf 114 Hovedps., Bogtrykkere 744, hvoraf
149 Hovedpf.[5], Teglbrændere 700, deraf 500 Hovedps., Bogbindere
630, hvoraf 280 Hovedps., Guldsmede 600, hvoraf 340 Hovedps., Vogn-

[1] See Grundtrækkene af den danske Stats Handets- og
Jndustri-Statistik af V. Rothe.
[2] Om disse see nu
ogsaa foran under Huusflid.
[3] Af Hovedpersonerne
blandt Møllerne vare 1,962 Mel-, Gryn- og Riis-Møllere (deraf 103 Kvinder),
11 Oliemøllere (1 Kvinde), 3 Savmøllere, 15 Valkenmøllere, 1 Beenmøllere,
3 Krudtmøllere og 1 Sennepsmøller.
[4] Der henvises ogsaa her til Huusflid.

[5] J Aarsb. og Med. fra st. Kgl. Bibl. angives
Trykkeriernes Antal 1877—78 til 168.

side 84

Vognfabrikanter 635, deraf 279 Hovedps., Glarmestere 594, hvoraf 138 Hovedps,.
Bryggere 584, hvoraf 358 Hovedps., Handskemagere 562, c. 400 kvindelige,
177 Hovedps., de allerfleste mandlige, Tobaksspindere 508, hvoraf 250
Hovedps., Brændeviinsbrændere og Destillateurer 450, hvoraf 205 Hovedps.,
Hørsvingere 450, hvoraf 400 Hovedpf., Kurvemagere 440, hvoraf 326
Hovedps., Hattemagere 350, hvoraf 160 Hovedps., Possementmagere
350, hvoraf 230 Hovedps., Reebslagere 350, hvoraf 233 Hovedps.,
Bundtmagere 340, hvoraf 138 Hovedps., Kobbersmede 320, hvoraf 170
Hovedps., Flag- og Compasmagere 251, hvoraf 155 Hovedps.,
Brolæggere 244, hvoraf 204 Hovedps., Børstenbindere 165, hvoraf 100
Hovedps., Bøssemagere 163, hvoraf 66 Hovedps., Naalemagere 109,
hvoraf 71 Hovedps., Parykmagere, Friseurer og Haarskjærere 104, hvoraf
83 Hovedps. (29 kvindelige). De øvrige Haandværk ere tildeels kun af
saare faa Deeltagere, saaledes af de gamle Haandværk: Blytækkere,
Eddikebryggere, Filehuggere, Guldslagere og Guldtrækkere, Kandestøbere,
Lysestøbere, Orgelbyggere, Plattenslagere, Sværdfegere. Af nyere skulle nævnes:
Gas- og Vandmestre (13 med 3 Medhj.). Af Beretningen om
Folketællingen for 1870 seer man, at til de Jndustridrivendes Tal regnes
373,000, medens en stor Deel af Arbeidsfolk og Dagleiergruppen med
over 28,000 Jndbyggere lever af Jndustri.

* * *

J Jndustrien har Fabriksdriften efterhaanden faaet en noget større
Raadighed end tidligere; Dampkraften er stedse kommen mere frem[1]. Samtidig er Haandværksdriften ligesom ogsaa Huusfliden bleven trængt noget
tilbage; at angive Grændsen mellem Fabrikkerne og fabrikmæssig dreven
Haandværk lader sig som oftest kun vanskelig gjøre. Efter en af statistisk
Bureau udgiven Oversigt findes der 1871—72 af begge omtrent 1400.
J Virkeligheden fandtes der dog endeel flere: Bagerier, Bogtrykkerier,
Steentrykkerier, Veir- og Vandmøller er nemlig ganske udelatte af
Beregningen og ogsaa med Hensyn til adskillige andre Brancher er Oversigten
meget ufuldstændig. See det i Skriftet „Statistik”, udgivet af Hr. A.
Petersen, Redacteur af Nationaloeconomisk Tidsskrift, herom Anførte.
Af alle disse 1400 Fabrikker vare 471 anlagte før 1847, 385 i
Tidsrummet 1847——57 og 574 i Perioden 1857—72 og en stor Deel af
de ældre Etablissementer udvidedes i de senere Aar. Ved alle disse
Fabrikker var der ansat over 30,000 Arbeidere, hvoraf dog 7,500
angives at være temporaire. Kun 54 af de 1400 Fabrikker angives at
have over 100 Arbeidere, 67 havde mellem 50 og 100, 134 havde
fra 25——50, 596 havde fra 5—25 og 549 havde indtil 5 Arbeidere.

[1]
Den første Dampmaskine kom til Danmark i 1784; i 1839 taltes i Kongeriget 23
Fabrikdampmaskiner; nu findes der flere Hundreder af Damp- og Gasmaskiner.

Side 85

Et Antal af over 100 Fabrikker fandtes kun i følgende Industigrene:
Brændeviinsbrænding, Jernvarefabrication, Manufacturvarefabrication og
Cigar- og Tobaksfabrication. Derester kom Tegl- og Kalkfabrication,
Brygning og Garvning, Jernvarefabrikkerne (Jernstøberier, Maskinfabrikker,
der beskjæftigede det største Antal Arbeidere, nemlig 4,500). Derefter
kom Manufacturvarefabrikkerne med 3,900 Arbeidere, Cigar- og
Tobaksfabrikkerne med 3,200 og Handskefabrikkerne med 2,600 (hvoraf dog
Halvdelen angives at være temporaire); endvidere (ligeledes med mange
temporaire Arbeidere) Teglværker og Eqviperingsetablissementer. De øvrige
Fabrikker angives at beskjæftige under 1000 Arbeidere. De store Bedrifter
fandtes navnlig i Manufactur- og Jernvarefabricationen.

Vil man søge nærmere Underretning om vore samtlige Fabrikker, da
vil denne til en vis Grad kunne findes i dette Skrists specielle Deel,
saaledes i Beskrivelsen af Kjøbenhavns Jndustri II S. 301 flg., i
Beskrivelsen af de nærmest omkring Kjøbenhavn beliggende Sogne: Taarnby
S., nu deelt, III S. 147 flg. (de Holmbladske F., Fredens Mølles F.,
Jacob Holm & Comp. F., Kastrup Glasværk), Frederiksberg S., S. 156
(Rubens Dampvæveri, Fajancefabrik Aluminia, Maskinværksted, Vodrofgaards
Dampmeelmølle og Bryggeri, Baierskølbryggeri Svanholm,
Svanholm Maskinværksted og Jernstøberi m. fl. Fabrikker), Hvidovre S., S. 162
(Carlsberg, Ny Carlsberg, Alliance), Gjentofte S., S. 166 jfr. Suplm.
(Tuborg Fabr.), Lyngby S., S. 172 (Fabrikkerne og Møllerne langs med
Mølleaaen, Strandmøllen, Raadvaddam m. fl.); i Frederiksborg Amt III
S. 34 flg. Usserød Klædefabrik S. 43, Strandmosegaards Teglbrænderi
og Steentøisfabrik S. 38, Havreholms Papiirfabrik, Hellebæk Klæde- og
Tapetfabrik, Frederiksværk med Krudtværk, Jern- og Metalstøberi,
Maskinværksted, Knivfabrik, Kobbervalseværk III S. 64. Blandt de Byer, der
drive større Fabrikker, derhos ogsaa de enkelte nærliggende Fabrikanlæg,
skulle nævnes: Helsingør III. S. 10 (Glasværk Godthaab, Teglværk med
Ringovn, 1 Cindersfabrik, 1 Klædefabrik, 1 Maskin-Tapetfabrik, 1
Maskinværksted for Agerdyrkningsredskaber, 1 Dampsavmølle, 3 Dampmeelmøller
m. fl.), Hillerød, S. 27 (2 Dampbrænderier og Uldspinderier, 2
Klædefabrikker), Frederikssund, S. 30 (1 Klædefabr.), Roeskilde, S. 123
(1 Mineralvandsfabr., 1 Papiirfabr., 1 Cementfabr., 1 Dampbageri),
Kjøge, S. 143 (1 Papiirfabr., 1 Klædefabr., 1 Uldspinderi, 1 Vatfabr.),
Holbæk, S. 233 (3 Bomuldsvæverier, 2 Uldspinderier), Kallundborg,
S. 242 (1 Maskinfabr., 1 Tøifabr. og Uldspinderi), Vedby, S. 279,
(Jernstøberi, Maskinfabrik, Vognfbr.), Slagelse, S. 348 (2 Maskinfabr. og
Jernstøberi, 2 Dampølbryggerier, 6 Dampbrændeviinsbrænderier, 1
Sodavandsfabrik og 2 Uldspinderier), Korsør, S. 352, (2 Kalkbrænderier med
Ringovne, Cokesbrænderi m. fl.), Skjelskør, S. 358 (1 Dampmølle,
1 Dampbdvb.), Ringsted, S. 362 (1 Maskinfabr., 1 Cementfabr. m. fl.),
Præstø, S. 452 (1 Bomuldsfabr.), Nestved, S. 462 (2 Klædefabr., 1
Dampmølle, 1 Dampspinderi), Maglemølle Papiirfabrik tæt ved Nestved,
Vordingborg, S. 457, i hvis Landsogn S. 459 Vintersbølle Linnedvæv.,
Holmegaard Glasværk og Teglværk, S.518; Bornholm: Steenbrud i Knudsker
S., S. 577, Granitsteenværk i Jbsker Sogn, s. S., Steenbrud ved Nexø,

side 86

Steenkulsbrud ved Hasle og Sorthals, Kaolin Slemmevaerk (?), S. 578,
16 Fajance- og Terracottafabr. i Rønne og flere Uhrfabrikker sammesteds,
S 587; Odense, IV S. 26 (Albani Baierskølbryggeri, Roesukkerfabrik,
5 Handskefabrikker, 3 Jernstøberier og Maskinbyggerier, 2 Klædefabrikker,
1 Dampmølle for kunstig Gjødning, 1 Svovlstikkefabrik, 2
Symaskinefabrikker, 2 Sæbefabrikker, 2 Bomuldsfabrikker, 6 Vognfabrikker og 1
Fabrik for pharmaceutiske, chemiske og techniske Præparater), i Nærheden af
Odense Dalum Papiirfabrik, S. 65, Kjerteminde, IV S. 43
(Saltraffinaderi, Gjødningsfabrik), Assens, S. 55 (Jernstøberi og Maskinfabrik,
2 Meelmøller med Dampkraft), Svendborg, S. 169 (Saltraffinaderi,
Cichoriefabrik, Baiersk Ølbryggeri, Mineralvandsfabrik, 2 Uldspinderier),
Faaborg, S. 178 (2 Dampbrænderier og Gjærfabrikker, 2 Jernstøberier
og Maskinfabrikker, 1 Bomuldsvæveri), Nyborg, S. 186 (4 Dampbdvb.,
1 Dampbageri), Kongshøi Hammerværk, IV S 219, Silkens Hammerværk,
S. 269, Rudkjøbing, S. 291 (Dampsavmølle), Ærøeskjøbing, S. 313
(Fabrik for Centrifugalpomper), Nakskov, IV S. 339 (2 Damp-Meelmøller,
2 Jernstoberier og Maskinfabrikker), Godthaab Jernstoberi og
Maskinfabrik paa Nakskov Landsogns Grund, Roesukkersfabrikken Lolland
S. 393, Saxkjøbing, S. 347 (et Uldspinderi), Nykjøbing, S. 437 (3
Jernstøberier og Maskinfabrikker, 1 Dampmølle og 2 Dampbdvb.),
Stubbekjøbing, S. 446 (et Jernstøberi og Maskinværksted), Hjørring, V S. 13
(3 Dampbrænderier, 1 Dampmølle med dermed forenet Dampbageri), Løkken
med Dampbdvb. og Dampfarveri, V S. 85, Thisted, S. 128 (Kradsuldfabrik,
Uldspinderi, Mineralvandsfabrik). Ved Vildsund en Fabrik for
Agerdyrkningsredskaber og et Jernstøberi, V S. 151, Nykjøbing, S. 174
(en Stampemølle, der drives ved Dampkraft, et Uldspinderi), Aalborg,
S.231—32 (2 Dampbrænderier, 2 Dampbagerier, 1 Dampfarveri, Tøifabrik
og Valkemøl1e, 1 Dampmeelmølle, 1 Glasværk, 1 Jernstøberi og
Maskinværksted, 1 Klædefabrik og Valkemølle paa Kjærsmølle tæt ved
Byen, 1 Mineralvands- og Sæbef., 1 Mineralvandsf., 1 Tændstikkefabrik,
1 Gjødningsfabrik, Aalborg Teglgaards-Fabrikker m. fl.), Nørre-Sundby,
stort Brændeviinsbrænderi, V. S. 204, Nibe, S. 243 (1 Kradsuldfabrik,
1 stort Brændeviinsbrænderi, 900,000 Potter aarlig, med Studeopdrætning),
Viborg, S. 337 (2 Kartefabrikker, 2 Klædefabrikker, 3 Maskinfabrikker, 1
Kradsuldfabrik, 1 Mineralvandsfabrik), Randers, S. 497 (13
Dampbrænderier, 1 Jernbanevognfabrik, 1 Damp-Sav- og Høvleværk, 2
Maskinfabrikker, 1 Cicoriefabrik, 1 Saltraffinaderi, 2 Spritfabrikker, 2 Dampvæverier
og Spinderier, 1 Tændstikkefabrik, 1 Mineralvandsfabrik, 3 Handskefabrikker,
1 Savskjæreri, 1 Maskinhøvleri og Fabricat af Tagspaan, Bryggeriet Thor
m. fl.), Ulstrup Dampbdvb., V. S. 452, Hobro, S. 517 (2 Dampbdvb.,
Ølbryggeri), Gudumlund Fabrikker, V. S. 252, Tustrup Dampbdvb., S. 281,
Gunderup Dampbdvb» S.316, Seilstrup Dampbdvb., V. S. 287, Dampbdvb.
i Hesselbæk V. S. 320, Mariager, V. S. 523 (Dampbdvb., Gjødningsfabrik),
Grenaa, V. S. 528 (Dampbdvb., Uldspinderi), Ebeltoft, V. S. 553
(1 Dampbdvb., 1 Dampspinderi, Klædefabrik og Farveri, Aarhus, VI.
S. 16 (2 Ølbryggerier af stort Omfang, 5 Dampbdvb., 1 Fineerskjæreri,
4 Jernstøberier tillige Maskinværksteder, 1 Oliemølle, 1 Saltraffinaderi, 2
Strømpefabrikker, 4 Bomulds- og Linnedvæverier, 1 Instrun1entfabrik, en
Cichoriefabrik, 4 Vognfabrikker, 3 Farvefabrikker, der tillige ere Klædefabrikker,
1 Fabrik for Tilvirkning af Palmenød- og Kokosolie, 2 Symaskinefabrikker),

side 87

Damp-Sav- og Høvleværk, i Viby, nu Aarhus Sukkerraffinaderi,
Chocoladefabrik og Kradsuldfabrik; Hinnerup Cellulose-Fabrik og Træskjæreri, S. 144,
Mundelstrup Gjødningsfabrik, S. 49, Horsens, S. 91, Crome og
Goldschmidts Fabrikker, som tilhøre et Actieselskab, der tillige er Entrepreneur
for Anvendelsen af Arbeidskraften i Horsens Tugthuus og beskjæftiget,
medregnet Fangerne, i Alt omtrent 800 Arbeidere i det textile Fag,
Stallknechts Maskinfabrik, Møller og Jochumsens Maskinfabrik, 1 stort
Baiersk- og Hvidtøls-Bryggeri, 1 stort Kalkbrænderi med Ringovn, 2
Damp-Sæbe- og Parfumefabrikker, Christiansholms Kunstgjodnings-,
Kradsulds- og Sæbefabrik, F. C. Madsens Bomuldsvarefabrik, Trævarefabrikken
Bastian, Cokesfabrik med 3 0vne), Skanderborg, S. 99 (Dampbrænderi),
Silkeborg med Papiirfabrik, Uldspinderi, Væveri, 2
Dampbrændeviinsbrænderier, S. 125, Rødvigsballe Dampbrænderi, S. 138; i Tem
Sogn Beenmøller med Savværk, Svovlsyrefabrik, VI. S. 166, Veile,
S.177 (3 Brændeviinsbrænderier, der ogsaa levere Presgjær, 1 Mineralvandsfabrik),
Fredericia, S. 187 (1 stor Cichoriefabrik, 1 Bomuldsvæveri,
3 Tobaksfabrikker med 214 Arbeidere, 2 Jernstøberier, hvoraf 1 med
Dampkraft, 1 Saltraffinaderi, 1 Tæppefabrik, 3 Dampbrænderier, der,
ogsaa producere Presgjær, 1 Dampvæveri med 3 Dampmaskiner, 350
Arbeidere), Greisdal Hammerværk til Forarbeidning af Leer, Spader, Skovle
og andre Agerdyrkningsredskaber i Hover Sogn, S. 262, Engelsholms
Klædefabrik, Randbøl Sogn, S. 262, Haraldskjær Kobberværk,
Klædefabrik, Skovmølle Kartefabrik, alle i Skibed Sogn, S. 247, Vingsted
Træsliberi, S. 246, Greis Klædefabrik, S. 234, Kolding, S. 198 (3
Dampbrænderier, 1 Mineralvandsfabrik, 1 Uldspinderi og Karteri, Slotsmøllens
Anlæg for Beenmeelsfabrication, hvormed forenet Bageri og Ølbryggeri),
Ringkjøbing, S. 297 (de tvende Tobaksfabrikker og 1 Jernstøberi synes
kun at være smaa), Resenborg Dampbrændeviinsbrænderi, S. 322, Holstebro,
V. S. 302 (1 Dampbdvb. og Gjærfabrik, et større Jernstøberi),
Clasonsborg Klædefabrik i Skarrild Sogn, Hammerum Herred, S. 371,
Gjørklint Klædef., S. 503, Lemvig, S. 308 (et større Jernstøberi og et
større Tobaksfabrik), Ribe, S. 481 (Giørtzs Bomuldsvæveri samt Farveri
og Kattuntrykkeri, som i 1875 beskjæftigede 180 Arbeidere og producerede
for 500,000 Kr., 1 Cichoriefabrik, 25—30 Arbeidere), Varde, S. 453
(Chocoladefabrik, Uldspinderi); Jested Dampbdvb. og Dampbageri,
Aakjærdals Fabrik for Træsliberi i Skanderup Sogn VI. 518.

Kjøbstæderne angives tilsammen at have havt: i 1874 188
Brændeviinsbrænderier med en Production af 25,1 Millioner Potter, i 1875:
180 Bdvb., 26,3 M. P., i 1876: 172 Bdvb., 24,8 M. P., i 1877:
166 Bdvb., 24,7 M. P. Paa Landet produceredes der i de nævnte
4 Aar af henholdsviis 24, 24, 23, 19 Brænderier: 2,5, 2,7, 2,3 og
1,7 Millioner Potter.

Brændeviinsbrænderierne[1] ere, naar det ikke om dem er oplyst at de
drives ved Damp eller ved særegne Maskiner, ikke optagne blandt den
ovenstaaende Angivelse om Fabrikkerne i Kjøbstæderne eller paa Landet.
Saaledes ogsaa Tobaksspinderierne og Jernstøberierne.

[1] Benævnelserne Dampbrændeviinsbrænderier
og Dampbrænderier ere i Beretningerne brugte uden Forskjel og
saaledes ere de enkeltviis ogsaa gaaede over i ovenstaaende Oversigt.