Bihold – bier og honning på gården

Bier var en lille, men nyttig del af livet på mange danske gårde i 1800-tallet. Et par bikuber kunne give familien honning til sødning af mad og drikke – og samtidig voks, som kunne bruges til blandt andet lys. Bierne krævede ikke foder fra gården, men hentede selv deres føde i blomster på marker, enge, haver, heder og skov.

På mange mindre gårde blev bierne holdt i halmkuber, som var flettet eller løbbundne af halm. Kuben lignede en lille omvendt kurv og gav en god beskyttelse mod kulde og blæst. Når en bisværm forlod en gammel bifamilie, kunne den fanges og sættes ind i en tom kube. Bierne begyndte derefter selv at bygge deres vokstavler inde i kuben.

Der var ingen flytbare rammer som i nutidens bistader. Bierne byggede tavlerne fast til kubens inderside, og i tavlerne fandtes både yngel, pollen og honning. Gennem sommeren fløj bierne ud efter nektar og pollen. Nektaren blev forarbejdet til honning og lagt på lager, så familien havde føde til vinteren.

Honningen kunne høstes på forskellige måder. Ved de ældre former for bihold måtte man ofte vende kuben eller skære tavlerne ud nedefra. Tavlerne blev derefter knust, og honningen fik lov at løbe gennem et klæde eller en si. Voksen blev gemt og kunne smeltes om og bruges til lys og andre formål. I nogle tilfælde blev bifamilien dræbt ved høsten, fordi det var den enkleste måde at få hele honningforrådet ud på. Andre metoder forsøgte at bevare bierne og drive dem over i en ny kube.

I løbet af 1800-tallet ændrede biavlen sig. Nye bistader med bevægelige rammer gjorde det muligt at undersøge bifamilien, tage enkelte honningtavler ud og sætte dem tilbage igen. Det betød, at man kunne høste honning uden nødvendigvis at ødelægge hele bifamilien. De nye bistader blev først taget i brug af de mere fremsynede biavlere, men bredte sig efterhånden og fortrængte de traditionelle halmkuber.

Bihold var dog aldrig kun et spørgsmål om honning. Bierne var en del af gårdens kredsløb. De hentede deres føde i landskabet, gav familien honning og voks og bidrog samtidig til bestøvningen af frugttræer, haver og blomstrende planter.

For den lille gård var bierne således et eksempel på, hvordan man kunne udnytte landskabets egne ressourcer. Et par halmkuber på gårdspladsen kunne give både sødme, lys og en værdifuld vare – uden at kræve meget andet af gården end en beskyttet plads og et blomstrende landskab.